Forstoppelse under graviditet

Oplever du smerter og ondt i maven, hård mave, mangelfuld tømning, og at der går længe mellem toiletbesøgene? Så kan det være tegn på, at du har forstoppelse. Forstoppelse er almindeligt under graviditet. Læs her om årsager og gode råd til at undgå forstoppelse under graviditet og efter fødsel.

 

Hvorfor får man forstoppelse som gravid?

Det er helt almindeligt at have problemer med hård mave, når man er gravid. Graviditet og forstoppelse går desværre ofte hånd i hånd. Men hvordan kan det være, at de to ting hænger sammen? Det er flere faktorer medvirkende til.

 

Kosttilskud

Gravide bliver anbefalet at tage tilskud af jern fra graviditetsuge 10. Jern kan virke stoppende, og tilskuddet kan derfor være med til at give hård mave.

Se hvilke kosttilskud du bør tage som gravid her >>

 

Ændringer i kroppen

Der sker mange forandringer i kroppen, når den skaber nyt liv. Hormonbalancen ændrer sig, og der sker bl.a. en øgning af hormonet progesteron. Progesteron virker afslappende på livmodermuskulaturen, og denne afslappende virkning kan også nedsætte tarmens bevægelser. Nedsatte tarmbevægelser kan således medvirke til forstoppelse. Samtidig udvider livmoderen sig og skaber et tryk på endetarmen, som også kan medvirke til forstoppelse.

 

Livsstilsændringer

Når man er gravid, kan smagsløg, spisevaner og appetit ændre sig. Bliver kosten mindre fiberrig, eller bliver væskeindtaget mindsket, kan det påvirke fordøjelsen og medføre hård afføring. Ligeledes kan mindre motion være medvirkende til hård mave eller forstoppelse. Nogle gravide oplever gener, som kan gøre det svært at motionere og få rørt sig.

 

De hyppigste årsager til forstoppelse under graviditet

  • Jerntilskud
  • Livmoderen trykker på endetarmen
  • Hormoner
  • Mindre motion
  • Anderledes kostvaner
  • Syreneutraliserende midler mod sure opstød

 

Forstoppelse efter fødsel

Nogle kvinder oplever problemer med forstoppelse allerede i starten af graviditeten, andre kvinder oplever også at få problemer med hård mave efter fødslen. Det kan skyldes, at man midt i den store omvæltning, det er at få en nyfødt, kan glemme at drikke nok væske, samt at man helt naturligt er en del stillesiddende i tiden som nybagt mor.

Et godt råd er at have en drikkedunk eller en kande med vand stående ved siden af, når man ammer eller giver flaske. På den måde er vandet let tilgængeligt, og man bliver mindet om, at man skal huske at drikke. Drik gerne 1-2 liter væske om dagen.

Følg gerne rådene til bedre fordøjelse længere nede i artiklen i takt med, at din krop er klar til det.

 

Hæmorider

Mange gravide kvinder oplever at få hæmorider. Hæmorider er udposninger af blodårer i endetarmen. Både graviditet, fødsel og forstoppelse medvirker til et øget pres på blodårerne, som fører blod tilbage til hjertet. Er man forstoppet under sin graviditet eller fødsel, er risikoen for at få hæmorider større.

Læs mere om behandling og lindring af hæmorider her >>

 

Undgå forstoppelse som gravid

Gode råd til at slippe for hård mave:

  • Drik meget vand, gerne 2 liter.
  • Dyrk motion og sørg for at være fysisk aktiv i løbet af dagen.
  • Spis fiberrig mad såsom grøntsager, frugt og fuldkornsprodukter.
  • Er jerntabletter årsag til forstoppelsen, kan man forsøge at skifte mærke.
  • Sørg for at have god tid til toiletbesøgene. Sæt evt. en skammel under fødderne for bedre holdning på toilettet. Undgå at presse i lang tid for at mindske risikoen for hæmorider.

Hjælper de gode råd ikke, kan man anvende kosttilskud med loppefrøskaller som f.eks. Sylliflor, milde afføringsmidler som f.eks. Magnesia, Gangiden eller et mini-lavement.

Sidder forstoppelsen som en prop i endetarmen, kan et mini-lavement som Microlax, anvendes. Mini-lavementet blødgør og normaliserer hård og fast afføring på enkel og hygiejnisk vis. Den lille tube tømmes op i endetarmen, tuben holdes sammenklemt til den er trukket ud af endetarmen, hvorefter der kommer en kontrolleret afføring inden for 15 minutter. Lavementet virker kun i endetarmen. Det vil sige, at det ikke påvirker resten af kroppen, og at det forsvinder med afføringen. Find Microlax på Webapoteket her.

Se mere om forstoppelse i maven her >>

 

Har du spørgsmål til graviditet eller forstoppelse, er du velkommen til at kontakte vores farmakonomer og farmaceuter i kundeservice.

 

Webapoteket, maj 2021