Hæmorider

Hæmorider

På Webapoteket kan du købe hæmoride creme i håndkøb, som blandt andet virker vævsammentrækkende (astringerende), desinficerende og genopbyggende. Desuden kan en creme eller gel give en smørende effekt, som virker lindrende ved toiletbesøg.

Hæmorider er almindeligt set, særligt hos gravide og personer over 50 år. Det er dog enormt generende og ofte smertefuldt at have en hæmoride, og derfor er der god grund til at købe et lindrende produkt og tage sine forholdsregler for at slippe af med udposningerne i endetarmen.


Hvad er en hæmoride?


En hæmoride er en udposning på blodkarrene i endetarmen. Udposningerne findes på venerne, som er de blodårer, der fører blodet tilbage til hjertet. Derfor siger man også, at hæmorider er en form for åreknuder, som kan sidde lige ved endetarmsåbningen - oftest lige indenfor, men også udenfor.

En hæmoride opstår, når slimhinden i endetarmen og venernes vægge bliver skrøbelige, fordi de bliver udsat for et stort pres. Et øget tryk kan skabe en udposning på et blodkar.

Udposningen sidder oftest indenfor endetarmsåbningen, men man kan opleve, at hæmoriden glider udenfor endetarmsåbningen ved toiletbesøg.

Hæmorider inddeles i fire grader alt efter størrelsen på dem. Jo højere grad, des større og mere generende er de:

  • Grad 1: Indvendig hæmoride. Buler ikke ud og kan ikke ses udvendigt.

  • Grad 2: Indvendig hæmoride. Buler ud og bliver udvendig, når man presser, men trækker sig tilbage af sig selv efterfølgende.

  • Grad 3: Udvendig hæmoride. Buler hele tiden ud og man må selv skubbe dem ind på plads.

  • Grad 4: Udvendig hæmoride. Buler hele tiden ud og kan ikke skubbes på plads. Hæmorider af grad 4 er sjældne.


Indvendig hæmoride


En indvendig hæmoride sidder indenfor ringmusklen. Det betyder, at man ikke kan se den, men blot mærke den, hvis man føler efter lige inden for endetarmsåbningen. Man vil oftest blot mærke til indvendige hæmorider i forbindelse med afføring, hvor der kan være symptomer som smerter, blod eller kløe.


Udvendig hæmoride


En ydre hæmoride er en udposning i selve endetarmsåbningen. Denne grad af hæmoride kan du forsigtigt selv presse ind på plads efter toiletbesøg. Her vil blodet, som er ophobet i den langsomt sive ud igen. Det er ofte denne ophobning af blod som forårsager smerter.

Det kan være en fordel, og ekstra hygiejnisk, at anvende en handske eller eksplorationshætte til fingeren og måske lidt eksplorationscreme eller gel, når du skal skubbe hæmoriden indenfor ringmusklen.


Symptomer på hæmorider


De mest almindelige symptomer på hæmorider er kløe, smerter og blødning - oftest i forbindelse med afføring. Du kan opleve, at der drypper blod ned i toilettet, og det kan godt se voldsomt ud, når det fortyndes i vandet. Blod er det hyppigste symptom ved hæmorider af grad 1 og 2.

Smerter er oftest et symptom ved de større hæmorider af grad 3 og 4. I disse tilfælde vil man også ofte opleve kløe og irritation.

  • Blødning

  • Smerter

  • Analkløe

  • Synlig udposning ved endetarmsåbningen


Vi anbefaler, at du altid bliver undersøgt af din læge, hvis du oplever at bløde fra endetarmen. Det samme gælder, hvis dine symptomer tager til.


Behandling af hæmorider


Hæmorider er ikke farlige i sig selv, men de er generende, og heldigvis findes der forskellige metoder til at behandle dem. Opdager man en hæmoride tilfældigt, uden at der opleves nogen generende symptomer, behandler man dem ikke.


Lokalbehandling med salve


Hæmorider kan behandles med en salve (gel), som smøres på lokalt. Såkaldt hæmoride creme virker blandt andet ved at få blodårerne til at trække sig sammen (astringerende), men dæmper samtidig betændelse, kløe og ubehag.

Creme mod hæmorider skal smøres på 2-3 gange om dagen i 1-2 uger. Det er vigtigt at salven også smøres et par centimeter op i endetarmen, så den også kan virke indvendigt.

Stikpiller mod hæmorider forsvinder ofte for langt ind i endetarmen for hurtigt til at virke optimalt.


Kirurgisk behandling


Hvis en hæmoride er flydt med stærknet blod, kan det give anledning til store smerter. I disse tilfælde vil man nogle gange behandle med et snit i bulen, så den kan tømmes. Denne behandling foretages i lokalbedøvelse.

Mellemstore hæmorider kan fjernes ved hjælp af en elastik. Her placerer man en elastik om bunden af hæmoriden, der klemmer til og standser blodforsyningen. Herved vil hæmoriden visne og falde af.

Store og generende hæmorider kan fjernes ved operation, men det er sjældent at man gør brug af denne indgribende metode.


Hvad kan jeg selv gøre mod hæmorider?


Forstoppelse kan øge risikoen for at få en hæmoride, og derfor er det en god idé at have sunde vaner, når det kommer til kost, motion og toiletbesøg.

  • Drik rigeligt med vand hver dag

  • Spis fiberrig kost

  • Gå på toilettet når trangen melder sig

  • Undgå at sidde længe på toilettet og presse for at få afføring ud


Hæmorider og graviditet


Hæmorider opstår når slimhinden i endetarmen og venernes vægge bliver skrøbelige, fordi de bliver udsat for et øget tryk. Når du er gravid, udsættes hele bækkenbunden og venerne i området for et sådan øget pres. Desuden er forstoppelse almindeligt set hos gravide, og derfor er der flere faktorer, som gør, at gravide ofte generet af hæmorider.

Får du hæmorider i forbindelse med graviditet, forsvinder de ofte efter, at du har født. Derfor behandler man ikke hæmorider under graviditet. Du kan dog lindre med en gel til lokal smøring, som for eksempel Ac3 Comfort.


Læs mere om behandling og lindring af hæmorider her >>


Rift i endetarmen (analfissur)


En analfissur er en rift i endetarmen. Sådan rift i huden ved endetarmsåbningen kan være meget smertefuld og give anledning til blødning i forbindelse med afføring.

Smerterne kan godt vare ved i flere timer efter seneste toiletbesøg. Ligeledes vil der ofte være brune pletter i underbukserne fra blødning fra riften.


Symptomer på analfissur:

  • Smerter

  • Frisk blod ved afføring

  • Væske, kløe og hævels ved endetarmsåbningen


Man behandler rifter i endetarmen ved at give dem bedst mulige betingelser for at hele. Det vil sige, at afføringen skal være lind og hygiejnen skal være grundig.


Behandling af analfissur:

  • Rigeligt med væske

  • Fiberrig kost

  • Afføringsmiddel

  • Grundig hygiejne efter toiletbesøg, evt. med en mild sæbe

  • Fugtighedscreme som smøring lige inden man skal lave afføring eller lokalbedøvende salve