D-vitamin

D-vitamin

D-vitamin bidrager til en normal optagelse af kalk, og er med til at sikre, at vores celler udvikler sig normalt. Derfor findes der også mange kalktilskud, som indeholder D-vitamin.

Vi danner selv D-vitamin i huden, når vi rammes af solens stråler. I vinterhalvåret kan vi dermed have svært ved at danne nok D-vitamin selv. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at voksne og børn fra 4 år tager et tilskud af D-vitamin fra oktober til april, hvor der er begrænset med sollys.

Desuden anbefales det, at børn fra 2 uger til 4 år får et dagligt tilskud af D-vitamin hele året. Tilskud til de helt små børn kan gives i form af D-dråber.


Hvad er D-vitamin?


D-vitamin er et vigtigt fedtopløseligt vitamin, som bidrager til flere af kroppens funktioner. En af vitaminets vigtigste funktioner er, at det er med til at regulere kalkindholdet i blodet. Desuden bidrager vitaminet til en normal optagelse af kalk. Derudover er D-vitamin vigtigt i forbindelse med celledelingsprocessen, og bidrager til en normal celleudvikling.

D-vitamin er således væsentligt for opretholdelsen af muskler og knogler, og bidrager til et normalt immunsystem, normale knogler og tænder samt en normal muskelfunktion. Vitaminet har dermed en stor indvirkning på kroppens funktioner både hos voksne og hos børn.

D-vitamin bidrager til:

  • Normal optagelse af kalk

  • Normal celleudvikling

  • Et normalt immunsystem

  • Normale knogler, tænder og muskelfunktion


Kroppen begynder dannelsen af knogler allerede fra barnet ligger inde i mors mave, hvorfor D-vitamin er vigtigt allerede i fosterstadiet. Her kan barnet få tilført D-vitamin gennem modermælken. Når barnet er henholdsvis spædbarn, i småbørnsalderen samt i puberteten sker der en stor knogletilvækst. Her er det derfor vigtigt, at barnet får tilstrækkeligt med D-vitamin.


Hvad er forskellen på D-vitamin og D3-vitamin?


Vitamin D kaldes også calciferol, og er en fællesbetegnelse for vitamin D3 (cholecalciferol) og vitamin D2 (ergocalciferol). Det er udelukkende D3 vitamin, du finder i vores kosttilskud. Det er forskelligt, om producenterne af kosttilskud kalder produkter D3-vitamin eller D-vitamin. D2 anvendes på hospitaler i blandinger til intravenøs behandling.


Kan man få for meget eller for lidt D-vitamin?


Ja, man kan både få for meget D-vitamin og for lidt D-vitamin. Indtagelse af store mængder tilskud med D-vitamin kan medføre overdosering. Dette sker dog kun ved indtagelse af meget store doser. For meget D-vitamin kan give konsekvenser for helbredet og medføre symptomer som hovedpine, forstoppelse og kvalme.

Rigtig mange danskere har et lavere niveau af D-vitamin i vinterhalvåret end i sommerhalvåret, hvorfor det anbefales at supplere med tilskud i denne periode. For lidt D-vitamin over en længere periode kan føre til D-vitaminmangel. D-vitaminmangel kan i svære tilfælde blandt andet give svage muskler og muskelsmerter samt øge risikoen for knogleskørhed.

Du kan læse mere om, hvad der sker, hvis man får for meget D-vitamin, og hvad symptomerne på mangel på D-vitamin er her: Alt du bør vide om D-vitamin.


Hvilke fødevarer indeholder D-vitamin?


D-vitamin findes i flere forskellige typer fødevarer, dog i forskellige mængder. Vitaminet findes i større mængder i fede fisk, som f.eks. makrel, sild og laks, og i mindre mængder i mælk, ost og æg. Du kan stort set ikke få vitaminet fra planter.

  • Fede fisk (makrel, sild, laks)

  • Mælk

  • Ost

  • Æg


Selvom de forskellige nævnte fødevarer kan være en kilde til vitamin D, er det svært at få nok denne vej igennem til at dække behovet. Det kan derfor være en god idé at tage tilskud med D-vitamin for at sikre, at kroppen får tilstrækkeligt af vitaminet, som er nødvendig for de forskellige funktioner i kroppen.

Hos Webapoteket har vi et stort udvalg af D-vitamin med forskellige mængder D-vitamin fra flere forskellige mærker. Har du spørgsmål til, hvilket D-vitamin tilskud du skal vælge, er du naturligvis mere end velkommen til at kontakte vores dygtige apotekspersonale.


Hvorfor tage D-vitamin tilskud?


Den primære kilde til D-vitamin er solens stråler. I sommerhalvåret er solens stråler stærke nok til at kunne dække D-vitaminbehovet. I vinterhalvåret er mængden af sollys begrænset, og solens stråler er dermed ikke tilstrækkelige til, at vi selv kan danne D-vitamin.

Det betyder blandt andet, at kroppen må hente D-vitamin fra depoterne, som er blevet fyldt i løbet af sommeren, hvilket gør, at D-vitaminniveauet i kroppen er lavere i vinterhalvåret. Næsten hver 5. dansker mangler D-vitamin om foråret, hvis ikke de tager tilskud af vitamin D. Der er derfor god grund til at følge anbefalingerne og sørge for, at din krop får nok af vitaminet, når solen ikke kan bidrage til dannelsen.


Anbefalinger til D-vitamin tilskud


Både Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn over 4 år samt voksne tager et dagligt tilskud af 5-10 mikrogram i vinterhalvåret (fra oktober til april). Anbefalingerne er lavet for at sikre et stabilt niveau af D-vitamin i kroppen henover vinteren, hvor sollyset er begrænset.

Der findes også særlige anbefalinger for børn under 4 år, gravide og ammende samt børn og voksne med mørk hud. Her anbefales et tilskud med 10 mikrogram D-vitamin om dagen hele året. Hos børn under 4 år kan der gives D-dråber i stedet for almindelige D-vitamin tilskud i kapsel- eller tabletform.

For personer over 70 år er der ligeledes lavet særlige anbefalinger. Her anbefaler Sundhedsstyrelsen et tilskud med 20 mikrogram D-vitamin om dagen i kombination med 800-1000 mg calcium (kalk) hele året.

  • Voksne og børn over 4 år: 5-10 mikrogram dagligt fra oktober til april

  • Børn under 4 år, gravide, ammende og voksne med mørk hud: 10 mikrogram dagligt hele året

  • Personer over 70 år: 20 mikrogram D-vitamin samt 800-1000 mg kalk dagligt hele året


Se alle Sundhedsstyrelsens anbefalinger om tilskud med D-vitamin her.