Er din mave sur? Værd at vide om sur mave og halsbrand 

20 % af danske mænd har hver uge symptomer på sur mave og halsbrand. Den gode nyhed er, at du ikke behøver leve med ubehaget, hvis du er en af dem. 

Hvis du er generet af mavesyre, er du langt fra alene – især, hvis du er mand. Hver femte danske mand oplever nemlig ugentligt symptomer på sur mave og halsbrand. Symptomerne kan blandt andet vise sig som en svidende fornemmelse i halsen, en sur smag i munden eller smerter i maven.

Der kan være rigtig mange forklaringer på, hvorfor man er genereret af mavesyre. Heldigvis er der også meget, man kan gøre ved det. Hvis man eksempelvis oplever, at symptomerne bliver udløst af kaffe, alkohol eller fed mad, kan man begrænse sit indtag af dette.

Er du ofte er generet af mavesyre, kan det være rart at kende de forskellige slags medicin.

 

Medicin mod mavesyre:

Der findes tre typer medicin mod halsbrand og sur mave:

  • Syreneutraliserende (antacida)  som giver en hurtig og kortvarig lindring ved at neutralisere mavesyren. Medicinen er velegnet til lette og kortvarige gener og indtages efter behov. De virker næsten med det samme, og virkningen varer i 1-3 timer. Denne type medicin bør ikke anvendes gennem længere tid uden aftale med en læge.
  • Antirefluks medicin danner et skumlag på toppen af maveindholdet. På den måde forhindres mavesyre i at trænge op i spiserøret og give halsbrand eller sure opstød. Denne type medicin anvendes oftest ved sure opstød.
  • Syrepumpehæmmer og H2-blokkere nedsætter syreproduktionen i maven og virker kraftigere og over længere tid end de, som neutraliserer syren. Begge virker i løbet af få timer. Denne type medicin bør ikke anvendes i mere end 2-4 uger uden aftale med en læge.

 

Der kan være rigtig mange årsager til mavesyreproblemer. Du er altid velkommen til at kontakte vores kundeservice for råd og vejledning, både i forhold til hvad du selv kan gøre og om hvilken medicin, der eventuelt kan hjælpe lige netop dig.

 

Webapoteket, juli 2019