Hård hud og ligtorne er begge former for fortykket hud, der dannes som en reaktion på vedvarende tryk og friktion. Mens hård hud generelt er smertefri og fungerer som en naturlig beskyttelse, kan ligtorne udvikle en smertefuld kerne, der presser ned i de dybere hudlag. Hård hud findes ofte på hæle og tæer, mens ligtorne typisk opstår på mere specifikke trykpunkter, som tæerne eller forfoden.
Begge tilstande kan lindres og forebygges med den rette pleje og behandling, og det er vigtigt at vælge produkter og metoder, der passer til hudens behov.
Ligtorne
En ligtorn er et lokalt område med hård hud, som typisk har en kerne af hård hud, der trykker ned i de dybere hudlag og derved kan give smerte, især ved tryk. Ligtorne dannes ofte på tæer eller under forfoden, hvor huden udsættes for tryk og gnidning, og de kan føles som en skarp smerte, når man går eller står.
Hvorfor får man ligtorne?
Ligtorne opstår på grund af gentagende tryk eller friktion, ofte fra uegnede sko. Sko med smalle snuder eller høje hæle kan øge risikoen for ligtorne, da de øger trykket på visse områder af foden. Fejlstillinger som hammertæer kan ligeledes føre til ligtorne, da de får bestemte områder af foden til at bære en større belastning.
Hvordan ser en ligtorn ud?
Ligtorne er som regel små, men meget tydeligt afgrænsede og kan fremstå som en rund, hård formation af tør hud. I midten af ligtornen findes en hård kerne, som trykker ned i huden, hvilket kan give smerter, især når man belaster området.
Behandling af ligtorne
Ligtorne kræver ofte specifik behandling for at lindre smerter og forhindre, at de kommer igen:
- Ligtorneplastre: Du kan anvende ligtorneplastre, som beskytter området mod yderligere tryk og friktion, samtidig med at de giver en blødgørende effekt.
- Ligtornemiddel: Anvend ligtornemiddel direkte på ligtornen for at blødgøre den, så den kan fjernes mere skånsomt med en ligtornehøvl, skalpel eller fodfil.
Hård hud
Hård hud opstår som en beskyttelsesreaktion på gentaget tryk og friktion og ses typisk på fødder og hænder. Fænomenet opstår, når kroppen danner et lag af døde hudceller for at beskytte de underliggende hudlag. Hård hud er oftest ikke forbundet med smerter, men den kan i visse tilfælde blive så tyk, at den føles generende eller endda øm ved tryk.
Hvorfor får man hård hud?
Hård hud kan skyldes gentagen belastning fra f.eks. uegnede sko eller sokker, der skaber friktion mod huden. Derudover kan aktiviteter, hvor hænder eller fødder udsættes for konstant belastning, såsom brug af værktøj, også føre til hård hud. Foddeformiteter som hammertæer eller knyster kan desuden medføre, at der dannes hård hud på grund af tryk på bestemte områder af foden.
Hvordan ser hård ud ud?
Hård hud kan variere i farve fra hvidlig til grågul, brun eller rød. Den findes oftest på hæle, tæer og håndflader, hvor huden udsættes for størst tryk. Typisk vil den være tykkere end den omkringliggende hud og føles stiv eller ru.
Behandling og pleje af hård hud
Du kan med fordel pleje og forebygge hård hud med regelmæssig fodpleje:
- Fodbad: Tag et fodbad med fodbadesalt eller olie for at blødgøre huden. Efterfølgende kan du forsigtigt fjerne den døde hud med en pimpsten, fodfil eller fodhøvl.
- Fodcreme med carbamid: For daglig pleje og effektiv behandling af hård hud anbefales fodcreme med carbamid (også kaldet urea). Carbamid er en fugtbinder, som findes naturligt i huden, og som ved tilstrækkelige mængder både blødgør og eksfolierer. En fodcreme med 10 % carbamid er nok til pleje af tør og hård hud, da det hjælper med at nedbryde og fjerne døde hudceller, der forårsager hård hud, samtidig med at det tilfører intens fugt. For mere udtalt hård hud kan en højere koncentration, f.eks. 15-25 % carbamid, anvendes, da det har en stærkere eksfolierende virkning.
Carbamidens eksfolierende effekt gør, at huden forbliver smidig og mere modstandsdygtig over for fremtidig opbygning af hård hud. Ved regelmæssig brug af en creme med carbamid kan du opleve færre gener og mindre hård hud.
Forebyggelse af hård hud og ligtorne
For at forebygge både hård hud og ligtorne anbefales det at vælge sko, der passer korrekt og undgå lange perioder i sko, der skaber tryk eller friktion mod huden. Et indlæg til sko eller ringplaster kan desuden aflaste trykbelastede områder.