Tørre øjne – forebyggelse og behandling
Øjnene er irriterede, det føles som om der er grus i dem, de løber meget i vand, de er trætte, de kan brænde eller svie… Hvad er der galt?
Det kan være du er en af de tusindvis af danskere, der lider af tørre øjne. Faktisk lider ca. hver fjerde dansker over 50 år af tørre øjne. Paradoksalt nok er et af symptomerne på tørre øjne, at der er øget tåreflåd - altså at de løber i vand. Tørheden i øjnene skyldes, at kvaliteten af den tårefilm, der skal beskytte øjet mod at udtørre, på den eller anden måde er nedsat.
Hvad er tårefilm?
Øjets tårefilm er en tredelt beskyttelsesfilm, der skal beskytte øjets overflade. Dets funktion er at holde hornhinden glat, blank og ren. Tårefilmen består af et fedtlag yderst, et tykkere vandlag i midten og et slimlag inderst. Fugt, fedt og slim er nøgleordene.
Fedtlaget udskilles fra fedtkirtler, der er placeret både på øvre og nedre øjenlågsrand. Fedtlaget er det yderste lag og er tårefilmens værn mod fordampning. Hver gang vi blinker, trækkes et lille beskyttende fedtlag hen over øjet.
Midterst er vandlaget. Vandlaget dannes af tårekirtlen, der ligger under det øverste øjenlåg ud mod tindingen. Vandlaget består af forskellige salte, sukker og proteinstoffer. Der udskilles hele tiden en lille smule væske til vandlaget. Vandlaget har betydning for næringen til øjet og øjets immunforsvar.
Inderst er slimlaget. I dette lag produceres der løbende slimagtige proteinstoffer. Slimen produceres af små kirtler i bindehinden.
Disse tre lag har afgørende betydning for kvaliteten af tårefilmen i øjet. Der kan være mange forklaringer på at tårefilmens kvalitet er nedsat:
- Tårekirtlerne stopper med at producere tårer nok ved visse typer sygdomme som f.eks. Sjøgrens syndrom.
- Tårekirtlerne producerer tårer af dårlig kvalitet, hvor slim- og fugtsammensætningen er ikke optimal.
- Øget fordampning, hvor tårerne fordamper for hurtigt. Dette skyldes ofte problemer med det fedtlag, der skulle beskytte øjet. Øjenlågsbetændelse, med nedsat fedtproduktion, tegner sig for en del af disse problemer.
Hvorfor får man tørre øjne?
Årsagerne til tørre øjne kan være mange og det er ofte svært blot at pege på én enkelt årsag. Af mulige årsager kan nævnes:
- Tørt indeklima
- Nogle typer giver medicin giver tørre slimhinder såsom:
- Blodtryksnedsættende medicin, såkaldte betablokkere
- Antihistaminer til behandling af allergi
- Øjendråber til behandling af grøn stær
- P-piller
- Midler til psykiske lidelser
- Øjenlågsbetændelse
- Køn. Kvinder oplever hyppigere tørre øjne end mænd
- Hormonelle forandringer ved f.eks. overgangsalder og graviditet
- Alder, som tegner sig for langt de fleste tilfælde
- Langvarig brug af kontaktlinser
- Sygdomme, som f.eks. diabetes, gigt, problemer med stofskiftet og Sjøgrens syndrom
Kan man forebygge tørre øjne?
Der er heldigvis flere ting du selv kan gøre, for at forebygge tørre øjne. For det første er det vigtigt, at du er opmærksom på indeklimaet. Et tørt og varmt indeklima med computere og aircondition, som f.eks. et kontorlandskab, kan forværre tilstanden.
Som nævnt kan visse typer medicin kan også påvirke øjnene. Det er derfor altid vigtigt at læse indlægssedlen på medicinen, for at se om medicinen som bivirkning kan give tørre øjne.
Rengøring og god pleje af øjenomgivelserne kan være med til at forebygge øjenlågsbetændelse - Blefaritis. Ved øjenlågsbetændelse dannes der små skællignende propper, der forhindrer fedtkirtlerne i at afgive den rette mængde fedt til øjet. Dette kan resultere i tørre øjne.
Du kan behandle øjenlågsbetændelse ved at opbløde sekretet ex. med en varm vaskeklud samt afrense med Blephagel rensegel, Blephasol duo renseopløsning eller Blephademodex renseservietter. Lægen kan til tider ordinere en fedtholdig salve til at smøre med efter afrensningen.
Hvordan behandler man tørre øjne?
Til behandlingen eller lindringen af symptomerne med tørre øjne kan der anvendes en kunstig tårevæske, der er sammensat, så den ligner vores egen tårefilm mest muligt.
Der findes mange produkter på markedet. Fælles for alle typer er at de kan anvendes efter behov. Mange øjendråber er dog konserverede og man skal være opmærksom på, at drypning igennem lang tid kan føre til udvikling af en allergisk reaktion overfor dråberne.
Det er derfor en god idé at holde pauser (fra dage til uger) i øjendrypningen for løbende at kunne vurdere effekten af dråberne.
Hvis du er kontaktlinsebruger, skal du være særligt opmærksom og undersøge hvorvidt øjendråberne kan fungere sammen med kontaktlinser. Nogle typer konserveringsmidler kan aflejres i kontaktlinsen, hvilket giver øget risiko for allergiske reaktioner.
Det kan være en fordel at benytte konserveringsfrie dråber. Disse dråber er en del dyrere end konserverede øjendråber. Konserveringsfrie dråber er oftest pakket enkeltvis i såkaldte enkeltdosisbeholdere.
Hvilken type øjendråber skal du vælge?
Udvalget er meget stort og det kan være utroligt svært at finde ud af hvilken type dråber du skal vælge. Nogle typer øjendråber hjælper på alle tre lag i øjet (en helgardering), hvor andre hovedsageligt hjælper på slim- og vandlaget.
Nogle dråber, som Tearsagain spray, er beregnet til af spraye direkte på selve øjenlåget. Herefter vil øjendråben selv finde på plads inde i øjet. Denne type øjendråber er især gode, hvis man har en lidt urolig hånd.
Geler, som f.eks. Systane gel drops, har en bedre vedhæftningsevne og virker derfor i lidt længere tid. Den kan dog også sløre synet lige efter drypning. Geler er særligt velegnede til natten.
Almindelige øjendråber kan anvendes efter behov og er gode til dagsbrug, da de ikke slører synet. Salver er også gode til natten. De har en god vedhæftningsevne, men kan give sløret syn efter påføring.
Hvorfor er det vigtigt at pleje tørre øjne?
Det kan være utroligt trættende at have øjne, der er tørre og irriterede. Tørre øjne kan desuden øge risikoen for skader i øjets slim og- hornhinde. Hvis der opstår nedsat syn eller smerter i øjet, skal du straks søge læge.
Hvordan drypper man sine øjne?
Øjendråber opbevares i små flasker af enten 2, 5 eller 10 ml eller i én-dosis pipetter.
- Når du drypper øjet, skal du lægge hovedet let bagover, og du skal trække det nederste øjenlåg lidt nedad med en finger. Dit blik skal du rette opad. Prøv at få dråben til at ramme midt i nederste øjenlåg.
- Dit øje kan ikke rumme mere end en enkelt dråbe ad gangen. Hvis du skal dryppe med flere slags øjendråber, skal der derfor gå mindst et par minutter imellem hver enkelt dråbe.
- Har du svært ved at holde øjendråbeflasken og ramme øjet, kan du med fordel anvende Autodrop dråbestøtte eller EyeDrop dryppebrille.
- Du skal undgå at berøre øjet eller øjenomgivelserne med spidsen af beholderen. Det kan forurene øjendråberne i beholderen. Bliver øjendråberne forurenede, kan der opstå øjeninfektioner.
- Øjendråber er minimalt konserveret for at undgå allergier. Det betyder, at øjendråber normalt har ret kort holdbarhed. Noter altid uden på øjendråberne, hvornår de åbnes og tages i brug. Brug ikke øjendråber udover holdbarheden. Du kan altid læse i indlægssedlen, hvor længe øjendråberne kan holde sig.
Kilder: Sundhed.dk, netdoktor.dk, ojenforeningen.dk, Systane, apoteket.dk.
Af farmakonom Pia V., august 2021