Røde øjne – årsager, symptomer og behandling
Det er almindeligt, at man oplever røde øjne i løbet af livet. Røde øjne opstår, når blodkarrene i øjets bindehinde udvides, eller hvis der opstår en blødning i øjet. Øjenrødme kan skyldes irritation, betændelse eller skader i den forreste del af øjet, men som regel er et rødt øje ufarligt, og vil gå over af sig selv igen.
Et rødt øje kan dog også være et signal fra kroppen om, at der er noget galt, og det er derfor vigtigt at være opmærksom på visse symptomer. I denne artikel rådgiver vi dig om øjenrødme samt forskellige årsager til røde øjne.
Hvorfor får man røde øjne?
Røde øjne opstår, når blodkarrene i øjets bindehinde udvides eller bristes. Dette kan skabe blødninger, der farver øjet rødt. Røde øjne er kroppens naturlige forsvar mod irritation, infektion eller skader i øjet.
Er røde øjne farlige?
Røde øjne er som regel ufarlige, og vil med tiden gå over af sig selv. Nogle gange kan der dog være tale om mere alvorlige årsager, og du bør derfor være opmærksom på eventuelle smerter eller synsforstyrrelser i øjet.
Er du i tvivl, anbefaler vi, at du søger læge.
Almindelige årsager til røde øjne
Øjenbetændelse
Øjenbetændelse opstår på baggrund af virus- eller bakterieinfektioner i øjet. Symptomer på øjenbetændelse kan være rødme, pus i øjet og klæbrige øjenlåg. Det er nemt at smitte eller blive smittet med øjenbetændelse gennem kontakt, og du bør derfor tage dine forholdsregler for ikke at give smitten videre mellem dine egne øjne samt smitte andre i husstanden eksempelvis.
Hvis det er en let øjenbetændelse, kan det oftest behandles i opløbet med saltvandsøjendråber. Virker det ikke, bør du søge læge, der kan give recept på behandling med antibiotika eller virusmiddel.
Læs mere om hvad du kan gøre mod øjenbetændelse her.
Øjenallergi
Øjenallergi opstår, når øjet bliver udsat for allergener såsom pollen, støv, dyrehår eller kosmetik. Øjenallergi kan være sæsonbestemt, hvor symptomerne opstår, når pollensæsonen starter, men kan også være til stede hele året, alt efter hvad du er allergisk over for. Symptomer på øjenallergi kan være kløe, tåreflåd og hævede øjenlåg.
Øjenallergi kan behandles med øjendråber med antihistaminer, der hjælper med at lindre symptomerne. Derudover kan det være en god ide at skylle øjnene med en steril saltvandsopløsning, inden du anvender øjendråber. Hvis øjendråber ikke er tilstrækkeligt, kan du kombinere brugen af øjendråber med tabletter med antihistamin.
Læs vores guide til symptomer og behandling af allergi her.
Fremmedlegemer i øjet
Et fremmedlegeme i øjet kan medføre skarpe smerter, tåreflåd eller en fornemmelse af grus i øjet. Nogle fremmedlegemer såsom sand, støv eller insekter sidder overfladisk, mens andre fremmedlegemer såsom svejsepartikler kan trænge dybere ind i øjet. Fremmedlegemer kan lave skader eller ridser på øjet, og det er derfor vigtigt at få legemet ud af øjet igen.
Fremmedlegemet vil ofte forsvinde uden behandling, da øjets blinkerefleks og øgede produktion af tårer vil hjælpe med at skylle det ud. Virker dette ikke, kan man skylle øjet en saltvandsopløsning, alternativt kan man anvende kogt afkølet vand fra vandhanen. Kan du ikke få fremmedlegemet ud, bør du kontakte lægen. Du bør ikke gnide dig i øjnene, da det kan skabe skader eller ridser på øjet.
Find produkter til øjenskylning her.
Tørre øjne
Tørre øjne kan blandt andet opstå på baggrund af skærmarbejde, nedsat tåreproduktion, tørt klima eller sygdomme såsom Sjögrens syndrom. Symptomer på tørre øjne vil ofte vise sig i form af svie, sløret syn eller fornemmelsen af grus eller sand i øjnene.
Tørre øjne kan behandles med fugtgivende øjendråber eller øjengel, der kan hjælpe med at lindre tørre, irriterede og trætte øjne.
Find midler mod tørre øjne her.
Blødning under bindehinden (subkonjunktival blødning)
Blødning under bindehinden sker, når et lille blodkar i øjet brister. En blødning under bindehinden er ufarlig, men kan ofte se dramatisk ud. Blødningen gør, at en stor del af det hvide område i øjet farves rødt.
En blødning under bindehinden kan udløses af flere forskellige ting, for eksempel blodfortyndende behandling, et særligt skrøbeligt blodkar i bindehinden, forhøjet blodtryk eller skader på øjet.
Blødningen opstår typisk uden smerter, og vil i de fleste tilfælde forsvinde af sig selv igen. Forsvinder blødningen ikke af sig selv efter et par uger, bør du kontakte lægen.
Alvorlige årsager til røde øjne
Der findes også en række mere alvorlige årsager til røde øjne, der kræver hurtig lægehjælp. Er du i tvivl om, hvorvidt dine røde øjne skyldes en af disse tilstande, bør du straks søge lægehjælp.
Akut grøn stær (glaukom) skyldes en pludselig blokering af væskeafløbet fra øjet. Trykket i øjet stiger, hvilket kan resultere i kraftige smerter, tågesyn eller kvalme. Hvis det ikke bliver behandlet hurtigt, kan det skade synsnerven. Akut grøn stær forekommer oftest kun på ét øje ad gangen, men hvis du har haft akut grøn stær på et øje før, er der større risiko for også at få grøn stær på det andet øje.
Regnbuehindebetændelse (iridocyklitis) er en inflammation i øjets pigmenterede dele. Regnbuehindebetændelse opstår som regel akut på det ene øje, hvor man kan opleve smerter, lysskyhed og et sløret syn. Behandlingen skal ske i samråd med en læge, og vil ofte bestå af øjendråber og medicin i form af tabletter.
Hornhindebetændelse (keratitis) er en akut betændelse i hornhinden, der typisk kun rammer det ene øje. De typiske symptomer er smerter, lysskyhed, tåreflåd og nedsat syn. Tilstanden kan opstå flere gange, og kan skyldes betændelse forårsaget af herpesvirus, en bakteriel infektion (særligt hos kontaktlinsebrugere) eller opstå efter traumer.
Hvornår skal du søge læge?
Hvis det røde øje ikke går over efter sig selv, eller du oplever nogle af følgende symptomer, bør du kontakte lægen:
- Kraftige eller dybe smerter i øjet.
- Nedsat eller sløret syn.
- Kraftig lysskyhed.
- Kemikaliesprøjt i øjet eller øjenskader.
- Pludselig opstået rødme i øjet uden en åbenlys årsag.
Hvad kan du selv gøre ved røde øjne?
Hvorvidt du selv kan behandle røde øjne, afhænger af årsagen. De fleste tilstande går over af sig selv, og ellers er der behov for hjælp til behandling fra lægen. Dog er der nogle punkter, du kan følge, når du oplever røde øjne. Disse punkter kan hjælpe mod gener, der er opstået i forbindelse med røde øjne:
- Fjern eventuelle kontaktlinser.
- Skyl øjet med sterilt saltvand. Dette kan hjælpe med at skylle fremmedlegemer ud.
- Undgå at gnide i øjet, da eventuelle fremmedlegemer kan skade øjet.
- Hvis du oplever tørhed, kan du anvende kunstige tårer.
Forebyggelse af røde øjne
Du kan forebygge røde øjne ved hjælp af nogle gode huskeregler. Dette er uanset, om du ofte har problemer med røde øjne, eller om du blot ønsker at være påpasselig.
- Oprethold en god håndhygiejne.
- Bruger du kontaktlinser, skal du sørge for at pleje dem korrekt.
- Arbejder du med støv eller kemikalier, er det vigtigt at anvende beskyttelsesbriller.
- Undgå at dele håndklæde og makeup med andre.
- Har du allergi, kan du med fordel anvende øjendråber med antihistamin forebyggende.
Behandlingsmuligheder for røde øjne
Det er altid vigtigt at blive udredt i forhold til, hvad de røde øjne skyldes. Herefter kan der findes en passende behandling. I håndkøb findes der øjendråber mod allergi som for nogle kan være en løsning. Andre kan have gavn af fugtgivende øjendråber. Det er altid en god ide at kontakte din læge, hvis du er i tvivl, så du kan få den rette behandling.
Er du i tvivl om hvilke øjendråber, der er bedst for dig, er du velkommen til at kontakte vores apoteksuddannede personale. Vi sidder klar til at besvare dine spørgsmål via chat, telefon eller mail.
Af farmakonom Pia V., februar 2025