Øjne der løber i vand: Gode råd til lindring og behandling

Rindende øjne, også kaldet tåreflåd, kan være både generende og forstyrrende i hverdagen. Tilstanden opstår, når øjets tåreproduktion overstiger den naturlige fordampning eller afløb gennem tårekanalerne. Det kan skyldes alt fra tørre øjne og irritation til allergi eller aldersbetingede forandringer. I denne artikel gennemgår vi de typiske årsager til rindende øjne samt, hvad du selv kan gøre for at lindre symptomerne.

 

Årsager til rindende øjne

Der er flere årsager til, at øjne løber i vand:

  • Tørre øjne: Paradoksalt nok kan tørre øjne føre til øget tåreproduktion. Når tårefilmen fordamper for hurtigt, stiger saltkoncentrationen i øjet, hvilket kan give irritation og dermed øget tåreflåd.
  • Blokerede tårekanaler: Aldersbetingede forandringer kan føre til blokering af tårekanalerne, hvilket resulterer i ophobning af tårer og mulig infektion.
  • Ydre påvirkninger: Vind, kulde og stærkt sollys kan irritere øjet og øge tåreproduktionen.
  • Allergi og øjeninfektioner: Pollenallergi og øjenbetændelse kan også være årsager til rindende øjne.
  • Udaddrejet øjenlåg (ektropion): Et hængende nedre øjenlåg kan medføre rødme, irritation og øget tåreflåd.
  • Fremmedlegemer: Øjenvipper eller støv kan irritere øjets overflade og få øjet til at løbe i vand.

 

Hvornår bør du søge hjælp?

Du bør kontakte din læge, hvis du oplever:

  • Kraftig rødme omkring øjnene
  • Smerter eller synsforstyrrelser
  • Langvarige eller ensidige symptomer

Lægen kan vurdere, om der er behov for en synstest eller henvisning til en øjenlæge.

 

Hvad kan du selv gøre?

Du kan med fordel følge disse råd for at forebygge og lindre rindende øjne:

  • God hygiejne: Vask hænder regelmæssigt og undgå at gnide dig i øjnene.
  • Øjendråber: Hvis du har tørre øjne, kan du anvende fugtgivende øjendråber. Find midler mod tørre øjne her.
  • Briller frem for kontaktlinser: Har du tørre øjne, kan det være en fordel at bruge briller i stedet for kontaktlinser.
  • Beskyttelse mod ydre faktorer: Brug solbriller for at skærme øjnene mod vind, sollys og støv.

 

Medicinsk behandling og professionel hjælp

Hvis tåreflåden skyldes en underliggende tilstand, kan behandling være nødvendig:

  • Allergimedicin: Hvis årsagen er allergi, kan antihistaminer eller øjendråber til allergi hjælpe.
  • Antibiotika: Øjeninfektioner kan kræve antibiotisk behandling.
  • Kirurgi: Hvis blokering af tårekanalerne er kronisk, kan det være nødvendigt med en operation for at forbedre afløbet.

En øjenlæge kan vurdere, om specialiseret behandling er nødvendig.

 

Rådgivning fra Webapoteket

Har du brug for vejledning om rindende øjne? Vores farmaceuter og farmakonomer kan rådgive dig om symptomer og valg af øjenplejeprodukter. Du kan kontakte os via chat, e-mail eller telefon.

 

 

Af farmakonom Pia V., februar 2025