Elektrolytter

Elektrolytter

Elektrolytter er nødvendige for kroppens væskebalance og funktion. De spiller en vigtig rolle både ved fysisk aktivitet, sygdom og i varme omgivelser. Her kan du læse, hvornår kroppen har brug for ekstra elektrolytter – og hvilke typer der findes.



Hvad er elektrolytter?

Elektrolytter er nødvendige salte og mineraler, som findes naturligt i kroppen. Elektrolytter bidrager til at opretholde kroppens væskebalance, men derudover bidrager de også til at opretholde en normal muskel- og nervefunktion. Når kroppen mangler elektrolytter, så kan den ikke binde væske lige så effektivt, hvilket kan medføre ubalance i væskebalancen og dermed dehydrering. De vigtigste elektrolytter er blandt andet natrium, kalium, calcium og magnesium.

Elektrolyt Funktion Fødevarekilder
Natrium Bidrager til at regulere kroppens væskebalance samt understøtter blodtrykket Salt
Kalium Støtter muskelfunktion og opretholder hjertefunktion Bananer, avocado og spinat
Calcium Vigtig for knogler og muskelsammentrækning Mejeriprodukter, bladgrøntsager og spinat
Magnesium Understøtter kroppens energiproduktion og nervefunktion Mandler, chiafrø, mørk chokolade

Kroppen optager elektrolytter gennem fødevarer og drikkevarer, mens kroppen udskiller elektrolytter med afføring, sved og urin.



Hvornår har man brug for elektrolytter?

Kroppen mister elektrolytter ved væsketab, f.eks. i forbindelse med

  • diarré

  • opkast

  • høj varme eller fysisk aktivitet, hvor man sveder meget

Når kroppen mister væske, mister den samtidig nødvendige salte og mineraler, som er afgørende for kroppens funktioner. Et lavt indhold af elektrolytter kan påvirke både muskler, nerver og væskebalance negativt.

Du kan med fordel anvende elektrolytter ved længerevarende træning eller ophold i varme omgivelser, hvor du sveder meget. Her er brusetabletter eller opløseligt pulver en praktisk og nem løsning, som hurtigt tilfører kroppen væske og nødvendige salte. Disse typer elektrolytter er særligt velegnede til sportsudøvere og til brug på rejser, hvor adgang til frisk og saltbalanceret væske kan være begrænset.

Ved sygdom, hvor der er risiko for større væsketab – f.eks. ved maveinfektioner med opkast eller diarré – har kroppen et øget behov for at genoprette balancen mellem væske og elektrolytter. I disse tilfælde kan du med fordel vælge medicinske elektrolytblandinger som f.eks. Ecolyte, Revolyt Nutrition eller Semper væskeerstatning+, som indeholder nøje afstemte mængder salt og sukker. Disse produkter er udviklet til at understøtte genopretning af væskebalancen hos både børn og voksne i forbindelse med sygdom.

Oplever du symptomer som træthed, hovedpine, muskelkramper, svimmelhed eller nedsat koncentrationsevne, kan det være tegn på elektrolytforstyrrelser. Ved større eller længerevarende væsketab bør du derfor være opmærksom på at tilføre både væske og elektrolytter.



Kan man få for mange elektrolytter?

Det er vigtigt at vide, at man også kan få for mange elektrolytter, og at det kan være skadeligt for kroppen. Særligt et højt indtag af natrium (salt) gennem længere tid kan give forhøjet blodtryk og øge risikoen for væskeophobning, hovedpine og træthed. For meget kalium kan påvirke hjertet og i sjældne tilfælde give alvorlige rytmeforstyrrelser. Et overskud af calcium kan øge risikoen for nyresten og mavegener, mens for meget magnesium som regel kun ses, hvis man tager store kosttilskud eller har nedsat nyrefunktion. I de tilfælde kan det føre til lavt blodtryk og problemer med musklerne.

Du bør være forsigtig med elektrolytter, hvis du har

  • et forhøjet blodtryk

  • hjerteproblemer

  • er i behandling med vanddrivende medicin

Elektrolytter bør bruges med omtanke, især hvis man ikke er meget aktiv eller sveder meget.

Er du sund og rask, og spiser en varieret kost, som er rig på frugt, grøntsager og mejeriprodukter? Så får du generelt set rigeligt med elektrolytter. Hvis man får for mange elektrolytter, kan det påvirke kroppens evne til at optage og fordele væsken korrekt, især hvis forholdet mellem elektrolytter og væskeindtag bliver skævt.



Er elektrolytter nødvendige ved træning?

Elektrolytter kan være nødvendige i forbindelse med træning. Træner du i op til en time, er almindeligt vand som regel nok til at opretholde kroppens væskebalance. Træner du derimod i længere, sveder meget og det er varmt, kan elektrolytter være nødvendige, da kroppen dermed mister mere væske og nødvendige salte.

Det er vigtigt at erstatte væsketabet under udholdenhedssport. Længerevarende træningspas fører til øget tab af væske gennem sved, og kroppens væsketab stiger i takt med varigheden, intensiteten og temperaturen, hvilket kan føre til dehydrering.



Elektrolytter til børn – hvad skal man være opmærksom på?

Der kan være behov for elektrolytter til børn i forbindelse med sygdomme, f.eks. maveinfektioner, som fører til diarré, opkast eller nedsat væskeindtagelse.

En læge bør vurdere, om barnet har let, moderat eller stor væskemangel. Ved moderat til stor væskemangel, bør barnet drikke særlige væskeblandinger, som indeholder de korrekte mængder salt og sukker.

Du skal kontakte lægen, hvis dit barn:

  • bliver mere sløvt, og du ikke kan få væske i barnet

  • begynder at kaste op igen og samtidigt har ondt i maven

  • ikke tisser mindst 3-4 gange om dagen

Husk at notere, hvor meget væske dit barn indtager. Det giver et godt overblik over, om barnet får nok at drikke.



Få rådgivning hos Webapoteket

Har du spørgsmål til, hvilke elektrolytter der passer bedst til din situation, er du altid velkommen til at kontakte os. Vores farmaceuter og farmakonomer sidder klar til at rådgive dig.




Af farmaceut Christian P.
September 2025