Om priser på Webapoteket.dk

På Webapoteket.dk kan du købe fire typer af varegrupper, der er underlagt forskellige lovgivningsmæssige rammer for prissætning. Nedenfor kan du læse hvordan priserne på disse produktgrupper fastsættes. 

 

Vi forhandler følgende produktgrupper:

  • Receptmedicin
  • Apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler
  • Liberaliserede håndkøbslægemidler
  • Produkter, der ikke er lægemidler

 

Priser på receptmedicin

Priserne på receptpligtig medicin fastsættes af leverandøren og kan ændres hver 14. dag. Receptpligtig medicin sælges altid til den samme pris på alle danske apoteker. Systemet omkring prisopdateringer på lægemidler er styret af Lægemiddelstyrelsen. Du kan læse mere om dette på medicinpriser.dk og på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside

De hyppige ændringer af lægemiddelpriserne er en af de vigtigste årsager til, at vi i Danmark har nogle af de laveste medicinpriser i EU. 

Den endelige pris, som du kommer til at betale for dit receptpligtige lægemiddel afhænger dog af det eventuelle tilskud, du får fra det offentlige, samt hvor langt du er i dit såkaldte tilskudsår. Det kaldes også CTR-saldo. I det øjeblik du lægger et receptpligtigt lægemiddel i kurven beregnes dit tilskud, og du kan med det samme se, hvad du reelt skal betale for varen. Læs mere om CTR (det Centrale Tilskuds Register) her.

 

Priser på apoteksforbeholdte lægemidler

Apoteksforbeholdte lægemidler, kan kun forhandles af et apotek og prisen er altid den samme på alle danske apoteker. Prisen fastsættes af leverandøren og kan ændres hver 14. dag. Dette er et lovkrav, og det overvåges af Sundhedsstyrelsen. Du kan læse mere på Sundhedsstyrelsens side om priser medicinpriser.dk.

Hos os fremgår det ved den enkelte vare, hvis produktet er et apoteksforbeholdt håndkøbslægemiddel. Da det ikke er muligt at ændre priser på disse varer, kan der heller ikke opnås rabat på apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler.

 

Priser på liberaliserede håndkøbslægemidler

De liberaliserede håndkøbslægemidler - dvs. dem, du også kan købe i supermarkeder og lignende - har vejledende priser, men de kan frit ændres. På Webapoteket tilstræber vi, at priserne på disse produkter så vidt muligt er konkurrencedygtige. Her kan der også være særligt gode priser. Du kan på Lægemiddelstyrelsens side se en liste over ikke apoteksforbeholdte lægemidler, der frit kan fastsættes priser på.

 

Priser på øvrige varer

For øvrige produkter, dvs. de der ikke er lægemidler, tilstræber vi at priserne er konkurrencedygtige. Vær opmærksom på at dette ikke gælder for modermælkserstatning pga. lovgivning for denne type produkt.