Information om henstandsordningen

Hvad er en henstandsordning?

En henstandsordning er en aftale mellem en borger og et apotek om, at den årlige egenbetaling for tilskudsberettigede lægemidler betales i 12 lige store dele.

 

Hvem kan få en henstandsordning?

  • Alle borgere som har eller forventer at få store udgifter til tilskudsberettigede lægemidler har mulighed for at indgå en aftale om henstandsordning.
  • Hvis din CTR-saldo i det seneste tilskudsår oversteg det fastsatte egenbetalingsloft, kan du i dette tilskudsår få en henstandsordning.
  • Hvis du forventer at få store udgifter til tilskudsberettigede lægemidler i den kommende tid har du også mulighed for at indgå en henstandsaftale.
  • Apoteket kan hjælpe med at beregne dine kommende udgifter.
  • Du kan kun have en henstandsordning på et apotek ad gangen, og du kan ikke få en ordning, hvis du tidligere har misligholdt en aftale. Disse oplysninger henter apoteket i det Centrale Tilskudsregister.

 

Hvad forpligter du dig til?

Du forpligter dig til at indbetale hele din årlige egenbetaling til det apotek, du har indgået aftalen med. I stedet for den faktiske pris betaler du fast en tolvtedel hver måned. Du skal betale det aftalte beløb hver måned, også i måneder hvor du ikke køber medicin.Hvis din medicin koster mere end den billigste i samme gruppe, skal du selv betale merprisen direkte til apoteket. Medicin som ikke har tilskud indgår ikke ordningen og skal betales direkte til apoteket.

Hvis du køber tilskudsberettiget medicin på andre apoteker, skal du selv lægge ud. Når tilskudsåret er slut, får du beløbet refunderet på det apotek, hvor du har henstandsordning.

 

Hvordan foregår det?

Apoteket opretter en konto til dig hvor dine køb af tilskudsberettigede lægemidler noteres til. Dine faste indbetalinger registreres på samme konto, og når tilskudsåret er slut, er kontoen i nul.
Apoteket registrerer din henstandsordning i det Centrale Tilskudsregister, så andre apoteker kan se, at I har en aftale. Andre apoteker kan ikke se hvilken medicin du køber, kun at du har en aftale og hvornår den slutter.

 

Hvis du glemmer at betale

Hvis du glemmer at betale, får du i første omgang en påmindelse. Hvis du stadig ikke betaler, betragter apoteket aftalen som misligholdt.

Herefter yder apoteket ikke længere henstand, og din konto lukkes og gøres op. Du skal da betale hele det skyldige beløb til apoteket inden 30 dage. Apoteket registrerer i det Centrale Tilskudsregister at aftalen er ophørt på grund af mislighold, og du kan ikke indgå en ny aftale med andre apoteker.

 

Hvad koster det at have en henstandsordning?

Det medfører ingen ekstra udgifter at have en henstandsordning. Der tillægges hverken renter eller gebyrer til kontoen.

Se hvad fragt på lægemidler i henstandsordning koster her.

 

Kan en henstandsordning stoppes?

En henstandsordning kan til enhver tid opsiges. Apoteket opgør da kontoen, og en eventuel difference udlignes. Apoteket registrerer i det Centrale Tilskudsregister at aftalen er ophørt.
Hvis du ønsker at indgå en ny aftale med et andet apotek, kan det umiddelbart herefter lade sig gøre.

 

Sådan gør du, hvis du ønsker en henstandsordning

Hvis du ønsker at indgå en aftale om en henstandsordning med os, skal du henvende dig til vores kundeservice via mail eller telefon. Herfra udarbejder vi en skriftlig aftale, som du skal underskrive. Aftalen indeholder bl.a. oplysninger om hvilket beløb du skal betale, og hvordan du skal betale.

Læs mere om det behovsafhængige tilskudssystem og aktuelle tilskudssatser her.

Du kan også læse mere om medicintilskud på apoteket.dk

 

 Opdateret oktober 2018