Vigtig viden om sædkvalitet
Mandens fertilitet vurderes ud fra sædkvaliteten, som nu kan testes hjemmefra - nemt og hurtigt.
Hvordan dannes sædceller?
Sædceller dannes i mandens testikler. Færdigdannede sædceller transporteres videre til bitestiklerne, som ligger på bagsiden af testiklerne, hvor modningen og oplagringen finder sted. Her lagres sædcellerne i ca. 2 uger, hvor de derefter er bevægelige og befrugtningsdygtige.
Hele processen fra dannelse af den umodne sædcelle til den bliver klar til befrugtning, tager hos mennesket i gennemsnit 64 dage (mellem 42-76 dage). Kort før udløsning blandes de modne sædceller med sekret fra flere kirtler og kommer ud som en mælkehvidlig klistret konsistens, der normalt er mellem 2-3 ml i volumen.
Faktorer der påvirker sædkvaliteten
Sædproduktionen og sædkvaliteten kan påvirkes af mange faktorer som f.eks.
- Medicinske sygdomme (Diabetes og stofskiftesygdomme)
- Medicin der indtages regelmæssigt (Antidepressiv medicin og antipsykotika)
- Tilstande i testiklerne (Årebrok, ondartede knuder, bitestikelbetændelse og kryptorkisme)
- Overophedning af testiklerne (Feber, lange varme bade, sauna og sædevarme)
- Mangel på vigtige vitaminer- og mineraler (Zink, Folat, Vitamin A, B og E)
- Livsstil (Rygning, alkohol, kost, koffein, motion, søvn, stress osv.)
- Miljøgifte, tungmetaller, pesticider og østrogenlignende stoffer.
Hvad er en normal sædprøve?
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har defineret nedre værdier for, hvornår en sædprøve er normal. Disse værdier ses herunder:
- Sædvæske volumen på mindst 1,5 ml
- Koncentration på mindst 15 millioner sædceller per ml
- Mindst 32% fremadrettede bevægelige sædceller (motilitet)
- Mindst 4% af sædcellerne skal have normalt udseende
Nedsat sædkvalitet i Danmark
I en videnskabelig artikel, der blev publiceret i 2017 med omkring 43.000 sædprøver, ses, at sædkvaliteten i perioden 1973-2011 er faldet med 50-60% i Europa. Denne tendens fortsætter desværre, og ufrivillig barnløshed hos par skyldes i op til 50% af tilfældene mænds nedsatte fertilitetsevne.
Hos danske mænd har ca. 40% en sædcellekoncentration på under 40 millioner sædceller pr. milliliter sæd. Et sæd-tal på under 15 millioner pr. milliliter er af WHO defineret som nedsat sædkvalitet, men allerede ved mindre end 40 millioner pr. milliliter forekommer der problemer med at gøre en kvinde gravid.
Nedsat sædkvalitet kan desuden defineres som for mange ubevægelige sædceller.
Dog er det vigtigt at nævne, at nedsat sædkvalitet er ikke ensbetydende med, at det er umuligt at gøre en kvinde gravid.
Derfor er det vigtigt, at mænd tester sædkvaliteten og får vished om deres fertilitetsstatus. I tilfælde af at sædkvaliteten er under de normale WHO-grænser, eller at der er udfordringer med at gøre partneren gravid, bør manden udredes af en læge.
Test af sædkvaliteten
Man kan få lavet en frugtbarhedstest (sædanalyse test) i en fertilitetsklinik. Dette kræver en henvisning af egen læge. Det vil sige, at lægen skal vurdere, at det er nødvendigt.
Herudover kan man vælge at teste sin sædkvalitet derhjemme med ExSeed hjemmetest, der tilbyder en kvantitativ analyse som ved en sædanalyse i en klinik.
Sædkvaliteten kan forbedres
Sædkvaliteten kan hos den enkelte mand variere meget over en tidsperiode, og den kan, som tidligere nævnt, påvirkes af en række forskellige faktorer.
Flere studier har vist, at livsstil kan påvirke evnen til at producere sunde sædceller. Forbedring af livsstilsfaktorer (rygning, alkohol, motion, kost osv.) kan være med til at øge antallet af sædceller og mængden af de bevægelige sædceller i en sædprøve, og dermed øge chancen for at gøre en kvinde gravid.
6 gode råd og tips til forbedring af sædkvalitet
- Spis sundt: Spis antioxidant-rige fødevarer såsom bær, farverige grøntsager og nødder. Herudover skal kosten indeholde fisk, fibre og et lavt indhold af mættede fedtsyrer.
- Bevæg dig: Overvægt og for lidt motion har vist sig at påvirke sædkvaliteten negativt. Derfor bør man vænne sig til at træne og få pulsen op 3 gange om ugen, i minimum 30 minutter ad gangen.
- Husk vitaminer og mineraler: Suppler din kost med en multivitamin der kan bidrage positivt til sædproduktionen. Studier viser også, at vitaminer og mineraler som Vitamin A, Vitamin B, Vitamin C, Vitamin E, Selenium og Zink samt carnitiner og omega-3 fedtsyrer er vigtige.
- Styr på miljøet: Sørg for at minimere udsættelse for miljøgifte og hormonpåvirkelige stoffer. Undgå produkter der har relation til østrogen, såsom blød plastik, og køb mad og produkter der er fri for kemikalier.
- Hold dig fra varme: sædceller kan ikke lide høje temperatur. Hold dig derfor fra sauna, lange varme bade og sædevarme.
- Vægt: Sørg for at dit BMI ligger under 30. Overvægt nedsætter fertiliteten.
Mere om fertilitet:
PCOS – Årsag til nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed hos kvinder
Find kosttilskud, der er målrettet fertilitet, her
Webapoteket, oktober 2020