Melatonin – det receptpligtige søvnhormon
Melatonin er et hormon, som kroppen naturligt producerer for at regulere døgnrytmen. Det spiller en central rolle i søvncyklussen og signalerer til kroppen, at det er tid til at falde til ro.
Melatonin anvendes som lægemiddel til behandling af visse søvnproblemer, men er receptpligtigt i Danmark. Det betyder, at det kun kan fås på recept fra en læge.
I denne artikel kan du læse om, hvordan hormonet fungerer i kroppen, hvordan det anvendes som medicin, og hvilke forholdsregler du bør tage, hvis du overvejer behandling. Hvis du har spørgsmål om søvnproblemer eller brug af melatonin, er du altid velkommen til at kontakte vores farmaceuter og farmakonomer for rådgivning.
Hvad er melatonin?
Melatonin produceres i koglekirtlen i hjernen og regulerer vores søvnrytme. Når det bliver mørkt, opfanger nethinden mindre lys, hvilket via synsnerven sender et signal til hjernen om at starte produktionen af hormonet.
Melatonin:
- Giver kroppen besked om, at det er tid til at falde til ro og sove.
- Binder sig til receptorer i hjernen (MT1 og MT2), hvilket hjælper med at sænke stofskiftet, regulere kropstemperaturen og justere døgnrytmen.
- Kan have en effekt på søvnproblemer forårsaget af jetlag eller skiftende arbejdstider.
Det er dog ikke et traditionelt sovemiddel, da det efterligner kroppens egen produktion af hormonet.
Blåt lys fra LED-skærme (mobiltelefoner, tablets, fjernsyn m.m.) kan forsinke produktionen af melatonin. Hvis du har søvnproblemer, bør du derfor undgå skærme lige inden sengetid.
Melatonin findes som tabletter til behandling af søvnproblemer.
Kan man købe melatonin i håndkøb?
I Danmark er melatonin et receptpligtigt lægemiddel. Det kræver derfor en konsultation hos en læge, før det kan udskrives.
Lægemiddelstyrelsen vurderer, at der ikke er nok viden om langtidseffekterne til at frigive melatonin til håndkøbssalg. I nogle nabolande kan det dog købes uden recept.
Kontakt altid en farmaceut eller læge, inden du starter behandling.
Hvor hurtigt virker melatonin?
Melatonin findes både som almindelige tabletter (1,2-5 mg) og som depottabletter (3 og 5 mg). Din læge vil vurdere, hvilken type og styrke der passer bedst til dig.
Forskellen på tabletter og depottabletter:
- Almindelige tabletter virker hurtigere, men i kortere tid.
- Depottabletter frigiver melatonin over længere tid.
Melatonin omdannes hurtigt i kroppen, hvilket påvirker varigheden af virkningen. Hvis det indtages efter et lille måltid, kan optagelsen forbedres væsentligt.
Virkningstid:
- Melatonin begynder at virke inden for 30-60 minutter.
- Det anbefales at tage det 1-2 timer før sengetid sammen med et mindre måltid for optimal effekt.
Hvor meget melatonin må man tage?
Anbefalet dosis afhænger af alder og behov.
Typisk startdosis:
- 0,5-5 mg dagligt.
Følg altid lægens anvisning for korrekt dosering.
Er melatonin farligt?
Ved korrekt anvendelse anses melatonin for at være sikkert. Langvarig eller høj dosering bør dog kun ske i samråd med en læge, da langtidseffekterne endnu ikke er fuldt belyst.
Melatonin anbefales ikke til:
- Gravide og ammende.
- Børn uden lægens anvisning.
De fleste mennesker producerer tilstrækkeligt med melatonin selv. Især børn har en naturligt høj produktion og har derfor ofte ikke behov for tilskud. Produktion af melatonin falder med alderen, hvilket kan forklare søvnproblemer hos ældre.
Melatonin tabletter og depottabletter er markeret med en rød advarselstrekant, hvilket betyder, at de kan påvirke reaktionsevnen. Tal med din læge, hvis du er bekymret for dette.
Bivirkninger
Bivirkninger ved kortvarig brug er sjældne og milde. De mest almindelige inkluderer:
- Døsighed
- Hovedpine
- Kvalme
- Svimmelhed
Symptomerne aftager typisk, når kroppen vænner sig til behandlingen.
Er melatonin vanedannende?
Melatonin er ikke vanedannende som traditionelle sovemidler (benzodiazepiner) og anses som en sikker løsning til kortvarig søvnregulering.
Dog er søvnproblemer ofte forårsaget af andre faktorer, som stress, tankemylder, temperatur i soveværelset eller hormonelle ændringer (f.eks. overgangsalder). Det er ikke alle søvnproblemer, der kan afhjælpes med melatonin.
Langvarig brug bør kun ske i samråd med en læge.
Alternativer til melatonin
Hvis du ønsker at forbedre din søvn uden medicin, kan følgende være en hjælp:
- Søvnbriller: Briller med orange glas, der blokerer blåt lys og dermed understøtter kroppens naturlige melatoninproduktion.
- Motion: Regelmæssig fysisk aktivitet øger søvnbehovet, men hård træning efter kl. 20 kan forstyrre søvnen.
- Kost og måltider: Undgå sene måltider, da det kan forvirre kroppens døgnrytme og stofskifte.
Har du brug for yderligere vejledning om søvn og melatonin, er du altid velkommen til at kontakte Webapotekets farmaceuter og farmakonomer.
Af farmaceut Gunvor B.
Marts 2025