Jodtabletter - hvem bør tage dem og hvorfor?
Jodtabletter skal kun indtages, hvis Sundhedsstyrelsen anviser det og ikke på eget initiativ. Find aktuel information fra styrelsen om jodbehandling her.
Vær opmærksom på, at jodtabletter i håndkøb ikke er det samme som kosttilskud med jod. Kosttilskud indeholder ikke samme mængder jod, og ikke kan anvendes ved en radioaktiv ulykke.
Hvad gør jodtabletter?
Ved en nuklear ulykke kan radioaktivt jod spredes gennem luften og optages i skjoldbruskkirtlen ved indånding af radioaktivt forurenet luft og/eller indtagelse af forurenet mad og drikke. Jodtabletter blokerer for optagelsen af radioaktivt jod i skjoldbruskkirtlen. Dette reducerer risikoen for på lang sigt at udvikle kræft i skjoldbruskkirtlen som følge af radioaktivt jod. Jodtabletter beskytter kun mod radioaktivt jod og ikke mod andre radioaktive stoffer.
Hvem skal tage jodtabletter?
Børn, unge under 18, gravide og ammende er den primære målgruppe for jodtabletter, da de efter påvirkning af radioaktivt jod har størst risiko for at udvikle kræft i skjoldbruskirtlen. Andre under 40 år kan også have effekt.
- Er man over 40 år, skal man ikke tage tabletterne, da der ikke er dokumenteret nogen effekt.
- Personer, der har fået fjernet skjoldbruskkirtlen, skal heller ikke tage jodtabletter.
Sker der et udslip, vil Sundhedsstyrelsen informere om hvor i landet, det vil være relevant at tage tabletterne.
Jodtabletter har lang holdbarhed (8-10 år), og én pakke rækker til en husstand med fem personer i målgruppen – typisk en børnefamilie.
Mere om hjemmeberedskab
Jævnfør myndighedernes udmelding er det vigtigt at have et velforberedt hjemmeberedskab, så man kan klare sig selv i tre døgn uden hjælp udefra. En del af dette beredskab inkluderer essentielle apoteksprodukter.
Find apoteksprodukter til hjemmeberedskabet her.
Webapoteket juni 2024