Substitution - når medicinen hedder noget andet, end den plejer

Hvad er substitution?

Fordi medicinpriserne i Danmark skifter hver 14. dag, er det ikke altid det samme mærke og den samme producent, som er billigst for lige netop dig. Når der findes flere receptpligtige lægemidler med samme aktive indholdsstof som det, din læge har udskrevet recept på, skal apoteket gøre dig opmærksom på, hvad der er det billigste.

Det kaldes generisk substitution og sker af to årsager. Dels for at sikre at du aldrig behøver betale mere for din medicin end nødvendigt, og dels for at sikre et fair tilskudssystem. Der ydes kun tilskud til den billigste medicin.

På Webapoteket kan du, når du er logget ind, se på din recept hvad der findes af alternative tilsvarende lægemidler, samt hvilket der er billigst.

 

Hvornår kan et lægemiddel substitueres?

Lægemidler kan naturligvis kun substitueres, når medicinen har nøjagtig samme aktive indholdsstof og styrke som dét, din læge har udskrevet til dig. Det er Sundhedsstyrelsen, som vurderer, hvilke lægemidler der kan substitueres.

Du kan opleve, at der er forskel i farve, form, pakning, producent og tilsætningsstoffer, men såvel virkning som eventuelle bivirkninger er de samme. Det har således generelt ingen betydning for din behandling, hvis du får et andet tilsvarende produkt, end du plejer – eller et andet produkt end dét, der står på din recept.

 

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke ønsker substitution?

I enkelte tilfælde kan det give mening at bede om nøjagtig den medicin, du plejer at få. Det kan f.eks. være, hvis du er allergisk overfor nogle af de farve- eller tilsætningsstoffer, der er i den substituerede medicin. I sådanne tilfælde kan din læge vælge at skrive ”Ej S.” (for ej substitution) på recepten. I så fald skal præcis det ordinerede lægemiddel udleveres.

Du kan altid selv bede om præcis den medicin, som står på recepten, men så skal du selv betale differencen ned til den billigst mulige substitution.