Fornyelse af recept - genordination

Står du akut med en udløbet recept på noget medicin, som du har taget i samme dosering i mere end 6 måneder, så kan vi hjælpe dig. Vores behandlerfarmaceut kan udskrive en recept på én pakke af den mindste pakning af det medicin, du plejer at tage. Så er du sikret medicin indtil din egen læge får at skrevet ny recept.

Behandlerfarmaceuten er tilgængelig i vores åbningstid. Du kan altid ringe eller skrive til os i kundeservice, så vi kan hjælpe med at afdække, om det er muligt at genudskrive recept på den medicin, du måtte mangle.

 

Det kan du få recept på

Behandlerfarmaceuten er uddannet til at udskrive recepter på udvalgte behandlingsområder - bl.a. prævention, blodtryksmedicin, diabetesmedicin, mavesårsmedicin samt astma- og allergimedicin. Du kan se listen over behandlingsområder her.

Læs mere om hvad en behandlerfarmaceut er, her.

 

Du kan få recept én gang

Behandlerfarmaceuten må udskrive recept én gang på den mindste pakning. Det betyder, at du altid skal til egen læge efterfølgende for at få en ny recept.

 

Hvem kan ikke få fornyet sin recept af behandlerfarmaceuten?

  • Personer der er gravide eller ammer, samt børn under 15 år kan ikke få recept via farmaceuten. Her skal du altid kontakte din egen læge for fornyelse af en recept.
  • Personer der ikke har været i fast behandling med det pågældende lægemiddel i mindst 6 måneder. Vær opmærksom på, at for p-piller skal man have været i fast behandling i mere end 1 år.

 

Det koster 20 kr.

Det er besluttet politisk, at der er egenbetaling på at få recept fra en behandlerfarmaceut på apoteket. Prisen er 20 kr., og beløbet betaler du i forbindelse med oprettelsen af recepten.

 

Du skal give samtykke

Når du henvender dig med en forespørgsel om receptfornyelse, vil vores faguddannede apotekspersonale bede om mundtligt samtykke til, at vi må slå relevante oplysninger op for at vurdere, om det er muligt at udskrive en recept. Vi skal se på følgende:

  • Dine aktuelle og tidligere recepter.
  • Hvorvidt sidste udlevering er sket fra egen læge eller en farmaceut. Er sidstnævnte tilfældet, kan vi ikke udskrive recept til dig igen.

Det vil fremgå af loggen på det fælles medicinkort, at Gazelle Online Apotek har været inde og se dine oplysninger.

 

Når du har fået ny recept

Når vores behandlerfarmaceut har udskrevet recepten, kan du finde den på dit medicinkort. Du kan også se din recept på vores side, hvis du logger ind via fanen recepter, her

Når du har recepten, kan du lægge medicinen i kurven på siden og gå til betaling. Herefter sender vi varerne, som vi gør med al anden medicin.

 

Webapoteket / Gazelle Online apotek juli 2019