Haiprex er et lægemiddel, der anvendes til at forebygge urinvejsinfektioner – især hvis man har fået indført et kateter gennem urinrøret til blæren. Desuden kan præparatet anvendes til at forebygge tilbagevendende urinvejsinfektioner samt som langtidsbehandling. Bør ikke anvendes til at behandle en aktiv infektion.
Lægemidlet indeholder 1 g methenamin, der virker bakteriedræbende i urinvejene. Haiprex kan fås som tabletter i håndkøb på apoteket og kan bruges til langtidsforebyggelse i op til 12 måneder (kontakt læge/apotek ved tvivl eller forværring)
Hvordan virker Haiprex?
Methenamin omdannes i kroppen til formaldehyd, men kun når urinen er sur. Formaldehyd har en lokal bakteriedræbende effekt i urinvejene. Det betyder, at Haiprex virker ved at forhindre bakterier i at formere sig, så en infektion ikke opstår eller forværres. Derfor anvendes Haiprex primært forebyggende og ikke til at behandle en aktiv urinvejsinfektion.
Sådan anvender du Haiprex
Doseringen af Haiprex afhænger af din alder og den specifikke behandlingsplan, din læge har lagt.
Voksne og børn over 12 år skal sædvanlig tage 1 tablet 2 gange i døgnet. Børn over 6 år og under 12 år skal tage ½ tablet 2 gange i døgnet. Tabletten kan indtages i forbindelse med et måltid. Hvis tabletten knuses, bør den indtages med kold, blød mad.
Haiprex bør højst anvendes i op til 12 måneder. Efter denne periode skal behandlingen stoppes for at se, om urinvejsinfektionerne er forsvundet. Kommer infektionerne tilbage, skal du kontakte din læge for at drøfte, om behandling kan genoptages.
Lægemidlet virker efter ca. 30 minutter. Halveringstiden i blodet (T½) er ca. 4 timer.
Bivirkninger ved Haiprex
Haiprex kan give bivirkninger ligesom alle andre lægemidler. De mest almindelige bivirkninger er kvalme, opkast, hududslæt og smerter i urinblæren. I sjældne tilfælde kan der forekomme blod i urinen, mavesmerter og diarré.
Hvis du oplever bivirkninger, som giver anledning til bekymring, bør du kontakte din læge eller apotekspersonale.
Pakningsstørrelser
Haiprex findes som tabletter i en pakning med 100 stk.
Få rådgivning hos Webapoteket
Har du spørgsmål til anvendelsen af Haiprex eller forebyggelse af urinvejsinfektioner, er du altid velkommen til at kontakte vores farmaceuter og farmakonomer på Webapoteket.
Af farmaceut Christian P.
August 2025