Fem-Mono Retard er et lægemiddel, der anvendes til at forebygge anfald af hjertekrampe (angina pectoris). Tilstanden skyldes nedsat blodtilførsel til hjertemusklen, hvilket typisk giver trykkende smerter i brystet. Præparatet virker ved at udvide blodkarrene, så hjertet får bedre iltforsyning og dermed mindskes risikoen for anfald. Fem-Mono Retard må ikke anvendes ved akutte anfald.
Lægemidlet indeholder det aktive isosorbidmononitrat, som tilhører gruppen af lægemidler kaldet nitrater, der anvendes til at udvide blodkarrene. Fem-Mono Retard fås som depottabletter med 60 mg isosorbidmononitrat.
Hvordan virker Fem-Mono Retard?
Isosorbidmononitrat virker ved at afslappe de glatte muskler i blodkarrene, så de udvider sig. Det nedsætter belastningen på hjertet og forbedrer ilttilførslen til hjertemusklen.
Lægemidlet virker i ca. 24 timer, og den maksimale koncentration i blodet nås efter ca. 4 timer. Halveringstiden (T½) er ca. 5 timer.
Sådan anvender du Fem-Mono Retard
Du skal anvende Fem-Mono Retard som aftalt med din læge.
Den anbefalede startdosis er ofte ½ tablet (30 mg) i 2–4 dage, derefter 1 tablet (60 mg) om morgenen. Bør tages på samme tidspunkt hver dag.
Tabletterne kan deles, men skal synkes (helt eller halvt) med ca. ½ glas vand. Må ikke tygges eller knuses, da det påvirker den langsomme frigivelse af det aktive stof.
Tilskud til Fem-Mono Retard
Tilskud fra den offentlige sygesikring kan gives som klausuleret tilskud. Det betyder, at din læge kan søge om tilskud, som kan bevilges ved bestemte sygdomme, typisk ved stabil angina pectoris, hvor andre former for behandling ikke er egnede eller tilstrækkelige.
Bivirkninger ved Fem-Mono Retard
Fem-Mono Retard kan give bivirkninger ligesom alle andre lægemidler. De mest almindelige bivirkninger er hovedpine og svimmelhed. Enkelte oplever rødme i huden eller hjertebanken. Disse bivirkninger aftager ofte efter få dages behandling.
Hvis du oplever bivirkninger, som giver anledning til bekymring, bør du kontakte din læge eller apotekspersonale.
Pakningsstørrelser
Fem-Mono Retard findes som depottabletter i en pakning med 100 stk.
Få rådgivning på Webapoteket
Har du spørgsmål til Fem-Mono Retard eller ønsker du rådgivning om din behandling, er du altid velkommen til at kontakte vores farmaceuter og farmakonomer på Webapoteket.
Af farmaceut Christian P.
August 2025