Tænderskæren - symptomer og behandling

Vågner du ofte med hovedpine eller ømme kæber? Opdager du nogle gange, at du presser tænderne sammen uden at tænke over det? Ofte opdager man ikke, at man skærer tænder, før man føler smerte eller kommer til kontrol hos tandlægen. Bliv klogere på tænderskæren og behandling i artiklen her.

   

Hvad sker der, når man skærer tænder?

De fleste skærer kun tænder når de sover. Tænderskæren, eller bruksisme som det hedder på fagsprog, sker ofte i den tidlige del af natten og kan ofte forstyrre en partner, der sover ved siden af. 

Nogle kan presse og skære tænder, så man kan høre det, imens andre gør det lydløst. Dem, som gør det lydløst, bliver ofte først opmærksomme på det, når tandlægen opdager unormal slidtage på tænderne. Tænderskæren kan være mild og kun ske en gang i mellem, og det kan være aggressivt og ofte.

Personer, som skærer tænder, kan vågne med hovedpine, ørepine og tandpine. Ansigtsmusklerne og kæbeled kan være ømme. Foruden at give ubehag, kan bruksisme ødelægge tandrestaurationer og i yderste konsekvens løsne tænder. Tandpresset kan også forårsage revner og brud på tænderne. Skærer du tænder, slider du på tændernes emalje, og når emaljen er tynd eller helt væk, bliver tanden følsom overfor høje og lave temperaturer.

 

Skærer du tænder om natten? Kend symptomerne:

  • Hovedpine, ørepine og/eller tandpine ved opvågning om morgenen
  • Ømme ansigtsmuskler og kæbeled
  • Unormal slidtage på tænderne

 

Årsager til tænderskæren

Tænderskæren kan opstå i alle aldre. Smerte og ubehag fra forkølelser, mellemørebetændelse, allergier samt andre lidelser kan få børn til at skære tænder.

Selvom årsagen til det at skære tænder ikke er fundet, så kender man mange faktorer som påvirker. F.eks. stressede situationer, problemer med at sove, unormalt bid samt skæve og manglende tænder.

  • Hos børn: Smerte og ubehag fra forkølelser, mellemørebetændelse eller f.eks. allergier
  • Stressede situationer
  • Søvnproblemer
  • Unormalt/skævt bid
  • Manglende tænder

   

Behandling af tænderskæren

Regelmæssig kontrol hos tandlægen er vigtig for at opdage tidligt, om du skærer tænder. Din tandlæge kan opdage og behandle uregelmæssig slidtage af tænderne samt fastslå, hvorfra en eventuel smerte kommer. I mange tilfælde er forklaringen, at du skærer tænder.

Baseret på tandlægens diagnose kan en eller flere behandlinger anbefales. Tandlægen kan anbefale en bideskinne, som skal bruges om natten. Det kan være en blød speciallavet skinne, der passer dine tænder i overmunden. Den vil forhindre kontakt med tænderne i undermunden og samtidig reducere presset på tænderne og beskytte emaljen. Prøv f.eks.  Ekulf NightGuard bideskinne til tænderskæren. Det er en universal bideskinne, som man selv former efter sine tænder.

Hvis stress virker som hovedårsagen til bruksisme, kan det være en god ide at tænke på måder, hvorved man kan slappe af. Det kunne f.eks. være at lytte til musik, læse en bog, gå en tur eller tage et karbad. Hvis man lægger en varm og våd klud på kinden, kan det også nogle gange få musklerne til at slappe mere af. Et unormalt bid, det vil sige et bid hvor tænderne ikke passer godt sammen, kan også føre til bruksisme. Behandlingen kan involvere reduktion af ”høje punkter” på en eller flere tænder.

Tænderskæren er ofte forekommende og rammer de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt i livet. Hvis du opdager, at du skærer tænder, bør du kontakter din tandlæge for at få kontrolleret dine tænder.

  • Bideskinne - reducerer presset og beskytter emaljen på tænderne
  • Årsagsbehandling - stress af
  • Korrigering af unormalt bid
  
Webapoteket, februar 2022