Rens små sår med klorhexidin – trin for trin
Klorhexidin kan anvendes til at rense mindre sår, skrammer og rifter. Det virker ved at fjerne bakterier, snavs og andre mikroorganismer, som kan føre til infektion. Læs farmakonomens gode råd til brug af klorhexidin her.
Når huden bliver brudt – f.eks. ved et hudafskrab, en lille rift eller et snitsår – er det vigtigt at rense området grundigt. Selvom såret virker ubetydeligt, kan bakterier hurtigt trænge ind og give anledning til irritation eller infektion. Klorhexidin er et desinficerende middel, som kan anvendes til at rense huden og nedsætte risikoen for infektion.
Sådan anvender du klorhexidin
Før du går i gang
-
Vask hænderne grundigt med sæbe og vand, før du håndterer såret eller klorhexidinprodukter.
-
Skyl det mindre sår med rigeligt vand for at fjerne synligt snavs. Brug eventuelt en pincet til at fjerne småsten eller andre urenheder. Tør huden forsigtigt med et rent håndklæde eller et kompres. Find kompresser her.
Rens og påfør
-
Påfør klorhexidinopløsningen jævnt på det beskadigede område, f.eks. Klorhexidin Medic 0,2 % opløsning eller Apotekets klorhexidin.
-
Anvend en ren vatpind, gaze eller kompres, som ikke fnuldrer, og lad huden lufttørre i nogle sekunder, så klorhexidinen kan virke.
Efter rens
-
Vask hænderne igen, når du er færdig.
-
Hvis huden har behov for ekstra beskyttelse, kan du med fordel anvende en klorhexidincreme efterfølgende, f.eks. Klorhexidin medic creme 1%. Cremen har en tykkere konsistens og er velegnet til hudområder, der udsættes for berøring eller snavs.
-
Behandlingen kan gentages 2-3 gange dagligt, afhængigt af behov.
- Afslut med et sårplaster for at holde området rent og fugtigt og dermed fremme helingen.
Vær opmærksom på
-
Anvend ikke klorhexidin, hvis du har kendt allergi eller overfølsomhed over for stoffet.
-
Sæberester og sårsekret kan nedsætte effekten af klorhexidin, derfor er det vigtigt at rense området først.
-
Undgå at anvende klorhexidin i og omkring øjne, i ørerne eller på større, åbne eller kraftigt beskadigede sår.
Hvornår skal du kontakte lægen?
Klorhexidin er generelt et sikkert og effektivt antiseptisk middel. Men der kan opstå bivirkninger – særligt ved langvarig eller forkert anvendelse.
Hvis du oplever milde reaktioner, kan du forsøge med en lavere koncentration, nedsætte hyppigheden eller anvende en mindre mængde. Stop anvendelsen, hvis symptomerne forværres eller ikke bedres.
Ved kraftige reaktioner, som hævelse, rødme eller feber, bør du straks stoppe behandlingen og kontakte en læge.
Har du spørgsmål?
Hvis du er i tvivl om, hvordan du bedst håndterer mindre sår og rifter, er du altid velkommen til at kontakte vores apotekspersonale for personlig rådgivning. Kontakt os via mail, chat eller telefon.