Book medicinsamtale med en farmaceut på Webapoteket

Hvis du har fået konstateret en kronisk sygdom eller har problemer med at tage din medicin korrekt, kan du på Webapoteket og landets øvrige apoteker få en gratis medicinsamtale med en farmaceut. Samtalen kan hjælpe dig godt i gang med den nye medicin, som din læge har ordineret til dig.

 

Til dig, der har brug for hjælp til at tage din faste medicin korrekt

Hvis du i løbet af det seneste halve år har fået konstateret en kronisk sygdom, som du er kommet i behandling for, fx astma, diabetes, forhøjet blodtryk, gigt eller lignende kan du gratis få en samtale med en farmaceut. Formålet med snakken er, at du kommer godt i gang med den nye behandling.

Under samtalen vil farmaceuten vejlede dig i, hvordan din nye medicin virker, hvordan du skal tage den, og hvad der er godt at huske. Hvis du har spørgsmål eller bekymringer omkring medicinen, kan farmaceuten også svare på dette, ligesom farmaceuten kan hjælpe dig med spørgsmål omkring tilskud og priser.

Det er vigtigt at understrege, at en medicinsamtale er personlig, og den derfor kan handle om lige præcis det, der fylder hos dig i forhold til medicinen.

 

Hvad får du ud af en medicinsamtale?

Det har vist sig, at mange, som har fået konstateret en ny sygdom, ofte ikke får taget deres medicin, som de burde. Det kan der være mange forklaringer på; bl.a. bekymringer om bivirkninger eller utryghed omkring brugen.

Ved en snak med en farmaceut kan du få mere viden om, hvordan du bedst tager din medicin. Desuden kan du få tryghed, viden og værktøjer, så du kan følge den medicinske behandling, din læge har anbefalet. På den måde får du det bedste ud af medicinen.

 

Hvordan foregår en medicinsamtale?

Din egen læge kan foreslå dig at kontakte apoteket og bede om en medicinsamtale. Det er også muligt, at vi på Webapoteket foreslår dig en samtale, når du køber din medicin, og endelig kan du også selv efterspørge en samtale.

Første del af samtalen varer ca. 10 minutter og foregår via video, hvor du sidder hjemme og i fred og ro kan tale med vores farmaceut via din computer, tablet eller mobiltelefon.

Vi har mulighed for at kontakte dig på video, og denne videosamtale vil foregå på Microsoft Teams. Du behøver ikke en app, du modtager blot et link i en mail fra os, hvorfra du kan tilgå mødet.  

Sundhedsministeriet kræver, at første samtale er en videosamtale – den kan således ikke klares over telefonen.

Anden del varer også ca. 10 minutter og foregår enten på video eller over telefonen omkring 3-4 uger efter første samtale.

 

Sådan bestiller du en tid til medicinsamtale

En medicinsamtale skal bookes på forhånd, og du bestiller tid til samtalen ved at skrive til os på kundeservice@webapoteket.dk 

For at kunne forberede os bedst muligt skal vi inden samtalen have nogle oplysninger fra dig.  

Vi vil i denne forbindelse gerne have at du i mailen giver samtykke til, at vi må tilgå dit Fælles Medicinkort (FMK), så vi kan se hvilken medicin du tager.  

Derudover må du meget gerne beskrive følgende: 

  • Hvilken kronisk sygdom du har, og hvilken medicin du tager.
  • Dit telefonnummer, så vi kan kontakte dig for at få oplyst dit CPR-nummer.
  • Dine ønsker til fokus under medicinsamtalen. Det kunne f.eks. være, hvordan du skal tage medicinen, hvordan den virker, bivirkninger, generelle bekymringer/spørgsmål, priser og tilskud eller andet i forbindelse med medicinen.
  • Ønsket tidspunkt for afholdelse af medicinsamtalen.

Vi vil herefter hurtigst muligt vende tilbage til dig med hvornår det kan lade sig gøre at afholde samtalen.

 

Webapoteket, januar 2025