Inkontinens – et almindeligt problem, som der findes en løsning til
4 ud af 10 danskere oplever inkontinens på et tidspunkt i livet. Alligevel er det et tabuiseret problem, der kan være rigtig svært at tale om. Mange går derfor med inkontinens i årevis uden at søge hjælp.
Men der er heldigvis hjælp at hente, så inkontinensen ikke begrænser eller fylder så meget i hverdagen.
Hvad er inkontinens?
Inkontinens er den samlede betegnelse for ufrivillig vandladning og/eller afføring. Inkontinens er ikke en sygdom, men et symptom på, at noget ikke fungerer optimalt.
Hvem rammes af inkontinens?
Både kvinder og mænd rammes af inkontinens, og selvom risikoen er stigende med alderen, er det en myte, at inkontinens er en del af det at blive gammel. Dels oplever yngre mennesker også inkontinens, og dels skal man som ældre ikke uden videre acceptere inkontinens, men søge læge for at undersøge mulighederne for behandling.
Almindelige bind er ikke løsningen
Ud over behandling og hjælp fra lægen har vi samlet 3 generelle råd, som du kan følge derhjemme, hvis du oplever inkontinens:
- Træn bækkenbunden.
- Spis og drik sundt. Det hjælper ikke at drikke mindre – urinen bliver bare mere koncentreret og kan nemmere irritere slimhinden i blæren.
- Beskyt dig med inkontinensprodukter, der passer til dit behov, så du kan føle dig sikker og gøre de ting, du har lyst til.
Det er især vigtigt at vide, at der findes særdeles effektive inkontinensprodukter til alle behov og situationer, designet til hhv. mænd og kvinder i forskellige størrelser. Mange - især kvinder - fortæller, at de har brugt almindelige hygiejnebind, toiletpapir og andet til at beskytte sig mod uheld – det gælder også kvinder med svære grader af inkontinens. Det er usikre løsninger, som ikke giver den tryghed og komfort, som man får med produkter udviklet specielt til inkontinens. I en undersøgelse foretaget af TENA har 88 % af de adspurgte kvinder givet udtryk for, at de er blevet meget mere tilfredse ved at anvende specialprodukter, end da de brugte almindelige hygiejnebind. Hygiejnebind er nemlig designet til blod og ikke til at absorbere urin. Urin løber hurtigere og kan give lugtgener, som bliver håndteret af inkontinensprodukter.
Hvorfor bliver man inkontinent?
Der kan være mange forskellige grunde til, at man bliver inkontinent: Svækkede bækkenbundsmuskler, fødselsskader, overvægt, diabetes, neurologiske sygdomme og operationer er bare nogle af dem.
Typer af inkontinens
Der findes grundlæggende to typer urininkontinens: Stressinkontinens og tranginkontinens. Det er dog ikke ualmindeligt at lide af en kombination af de to typer (blandingsinkontinens). De håndteres forskelligt. Og det er vigtigt, at du vælger den rigtige type beskyttelse.
Stressinkontinens: Når du løfter, griner eller nyser
Drypper du, når du hoster, nyser, griner eller løfter tunge ting? Så er du muligvis stressinkontinent. Stressinkontinens har ikke noget med psykisk stress at gøre, men henviser til, at uheldene opstår, når blæren udsættes for belastning (stress). Stressinkontinens skyldes, at bækkenbundsmusklerne, der støtter blæren, er blevet svækket, f.eks. under eller efter en graviditet. Faktisk oplever ca. 40 % af unge kvinder stressinkontinens, når de dyrker sport. Det er den mest almindelige type inkontinens hos kvinder, men forekommer også hos mænd, hvis muskulaturen i bækkenbunden er svag eller beskadiget, f.eks. efter en prostataoperation.
Når vi griner eller hoster, øges presset på blæren, og ved stressinkontinens kan bækkenbundsmusklerne ikke strammes tilstrækkeligt til at holde på al urinen. Det drejer sig som regel kun om små dryp, men kan også være lidt større mængder. Stressinkontinens kan ofte mindskes eller helt afhjælpes ved at lave øvelser, der styrker bækkenbunden. Du vil sandsynligvis kunne opnå sikkerhed mod lækage og lugtgener med de mindre inkontinensprodukter som trusseindlæg og bind – og evt. fleksibelt, beskyttende undertøj, når du dyrker en anstrengende sport.
Tranginkontinens: Når det pludselig skal gå hurtigt
Du oplever en pludselig trang til at tisse, og blæren tømmes, selv om du prøver at holde dig. Det kommer som regel uden noget særligt forvarsel, og der mistes moderate til store mængder urin. Du kan få brug for at lade vandet oftere end de sædvanlige 5-7 gange om dagen. Ofte også om natten.
Dette problem betegnes også som overaktiv blære. Tranginkontinens (også omtalt som urge-inkontinens) er den mest almindeligt forekommende inkontinenstype hos mænd – ofte i forbindelse med en forstørret prostata. Tranginkontinens er også hyppig blandt kvinder. Ved tranginkontinens vil du typisk have behov for større produkter, der kan holde på mere urin (en hel vandladning) ad gangen.
Inkontinens om natten
Ufrivillig vandladning om natten ses oftest hos børn. Det kaldes også natlig enuresis og beskriver, hvordan nogle børn over 5 år oplever tissetrang om natten, men ikke vågner og når på toilettet. Der kan være flere grunde til problemet. Ofte er det genetisk betinget, og mange børn vokser fra det med tiden. Det kan også skyldes, at barnet ikke vågner, når blæren er fuld, at blæren er lille, eller at barnet drikker meget væske om aftenen inden sengetid.
Der er heldigvis hjælp at hente, når det er svært at holde på urinen om natten. Der findes bleer, alarmer og lagner specielt udviklet til at mindske generne fra sengevædning hos børn. Se vores udvalg af produkter til inkontinens hos bl.a. børn her.
Hvilket produkt skal jeg vælge?
Uanset alder og køn opleves inkontinens af de fleste som et ekstremt ubehageligt tab af kontrol. Ved at bruge den rigtige beskyttelse, kan du tage kontrollen tilbage og bringe livet tilbage mod normalen. Når du vælger produkt, er der to ting, der er afgørende: pasformen og graden af inkontinens, dvs. hvor meget der lækkes ad gangen.
Vælg den rette pasform
TENA er anatomisk udformet til hhv. kvinder og mænd og findes i mange modeller og størrelser for at sikre en god pasform til den enkelte.
Pasformen er særlig vigtig ved større produkter, f.eks. TENA Pants og TENA Flex, der – ligesom med tøj – findes i forskellige størrelser. Her skal du måle din livvidde og gå efter den, når du vælger størrelse.
Hvilken grad af inkontinens har jeg?
Når det handler om produktvalg og absorberingsevne, vil det ofte være indikeret med dråber på pakken, hvilken grad af inkontinens produktet passer til. Det handler som sagt om, hvor meget urin du mister inden for kort tid. Her får du en pejlesnor: Er det kun et par dråber, kan trusseindlæg som Lights by TENA fint beskytte. Er det som en lille kaffekop pr. gang, har du brug for moderat beskyttelse. Til natten vil du måske have glæde af beskyttende engangsundertøj, som fx TENA Pants. De er designet til at absorbere og sidder sikkert på plads. Mister du en hel vandladning ad gangen, skal du gå efter produkter til svær eller meget svær inkontinens.
Find hele Webapotekets sortiment fra TENA her – vi sender altid diskret.
Webapoteket, september 2024