Guide: sådan måler du dit blodtryk korrekt
Hvad er blodtryk, og hvorfor er det vigtigt?
Blodtrykket er en måling af det tryk, blodet udøver mod blodårernes vægge. Det måles med to tal:
- Systolisk tryk: Trykket, når hjertet pumper blod ud.
- Diastolisk tryk: Trykket, når hjertet slapper af.
Et normalt blodtryk ligger på ca. 120/80 mmHg. Ved værdier på 140/90 mmHg eller højere kan der være tale om forhøjet blodtryk, som kan øge risikoen for alvorlige sygdomme som blodpropper og åreforsnævring. Mange oplever dog ingen symptomer og kan gå med forhøjet blodtryk i årevis uden at vide det.
Vælg den rigtige blodtryksmåler
Der findes to typer blodtryksmålere til hjemmebrug:
- Overarmsmålere: Mest præcise og anbefales til regelmæssige målinger.
- Håndledsmålere: Praktiske og lette at bruge, men kræver korrekt placering for præcise målinger.
Når du vælger en blodtryksmåler, bør du sikre dig:
- At modellen har dansk brugervejledning.
- At manchetten passer til din arm.
- At måleren kan kalibreres.
- At den er godkendt af relevante sundhedsorganisationer.
Sådan måler du dit blodtryk korrekt
For at få de mest præcise målinger kan du følge denne trin-for-trin-guide:
- Sid komfortabelt i en stol med ryglæn og begge fødder på gulvet. Sørg for at hvile i 5 minutter.
- Placer armen i hjertehøjde, og brug en korrekt tilpasset manchet.
- Mål blodtrykket tre gange og tag gennemsnittet af de sidste to målinger.
- Ved første måling: Mål på begge arme og vælg fremover den arm med det højeste tryk.
- Mål dit blodtryk om morgenen og aftenen for det bedste overblik.