Vitaminpiller, hvem har brug for dem?

Vitaminpiller
Undersøgelser viser, at 6 ud af 10 danskere tager kosttilskud. Fødevarestyrelsen anbefaler, at du som udgangspunkt dækker din krop behov for næringsstoffer gennem en sund og varieret kost. De fleste ved godt, hvad en sund og varieret kost er, men det kan knibe i hverdagen at komme hele vejen omkring den sunde kost. Derfor vælger mange at supplere med en multivitamintablet, som indeholder både vitaminer og mineraler. Men hvor meget skal man tage, og hvem har egentlig brug for vitaminer? I denne artikel kan du læse mere om 

• De 10 kostråd, vejen til sund og varieret kost 
• Hvad er vitaminer og mineraler 
• Hvad er anbefalet daglig tilførsel 
• Hvem bør tage vitaminer og hvor meget 

Du får vitaminer og mineraler hvis du følger de 10 kostråd 

De 10 kostråd er de officielle anbefalinger fra Fødevarestyrelsen til en sund livsstil. Rådene er hverdagens huskeråd til en sund balance mellem mad og fysisk aktivitet.  
  1. Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv
  2. Spis frugt og mange grønsager
  3. Spis mere fisk
  4. Vælg fuldkorn
  5. Vælg magert kød og kødpålæg
  6. Vælg magre mejeriprodukter
  7. Spis mindre mættet fedt
  8. Spis mad med mindre salt
  9. Spise mindre sukker
  10. Drik vand
Lever du efter kostrådene, vil din krop få dækket behovet for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer. Du nedsætter risikoen for livsstils-sygdomme som hjertekarsygdomme, type 2 diabetes og kræft og forebygger, at du tager på i vægt. De fleste beboere i Danmark kan med fordel leve efter kostrådene. Undtagelser er børn under 3 år, småtspisende ældre og personer, der har en sygdom, der stiller andre krav til maden, her skal kosten tilpasses det enkelte behov. Se en uddybende gennemgang af kostrådene på www.altomkost.dk

Hvad er vitaminer og mineraler 

Vitaminer og mineraler er næringsstoffer, som er nødvendige for, at din krop kan fungere. De har alle sammen meget forskellige egenskaber og virkninger, og derfor kan de ikke erstatte hinanden. Vitaminer er kemiske forbindelser, eller byggesten, som din krop ikke selv kan bygge. Derfor har kroppen brug for at få tilført vitaminerne via maden. Det er kun meget små mængder af vitaminer, som kroppen har brug for. Mennesket har brug for 13 vitaminer, som er nødvendige byggesten i kroppen. Det drejer sig om vitamin A, D, E og K, samt otte B-vitaminer (thiamin, riboflavin, vitamin B6, vitamin B12, niacin, folat, pantothensyre og biotin) og C-vitamin. 

Mineraler er grundstoffer, som kroppen derfor heller ikke kan danne selv og dem skal du have tilført gennem den mad du spiser. Flere mineraler er livsvigtige, det drejer sig om: calcium, fosfor, magnesium, jern, zink, kobber, jod, mangan, chrom, Selen og Molybdæn. Mineralerne står for mange forskellige funktioner i kroppen. Jern er en væsentlig byggesten i vores blodet. Natrium og kalium er vigtige for cellernes funktion. Calcium og fosfor findes bl.a. i knogler og tænder. Calcium er også vigtigt i forbindelse med signaloverførsel mellem nerve- og muskelfunktionen Det kan diskuteres om arsen, bly, bor, fluor, krom, lithium, nikkel, silicium og vanadium skal tælles som livsvigtige mineraler. Men det er ikke dokumenteret, at de deltager i specifikke biokemiske reaktioner hos mennesket.

Hvad er anbefalet daglig tilførsel af vitaminer og mineraler (ADT) 

Vores krop har, som nævnt, brug for en vis mængde vitaminer og mineraler. Den mængde, vi skal indtage dagligt for at undgå mangelsygdomme, er den værdi som kaldes ADT, hvilket står for AnbefaletDagligTilførsel. Værdierne fastsættes af Sundhedsstyrelsen og de ændres efterhånden, som nye forskningsresultater kommer frem. Alle fødevaregrupper har både styrker og svagheder som bidragydere til den Anbefalede Daglige Tilførsel af af vigtige vitaminer og mineraler. Det er derfor vigtigt, at du spiser noget fra alle fødevaregrupperne og varierer mellem de ting du spiser. Eneste undtagelse er gruppen med søde sager, som bortset fra tilsat sukker og fedt kun bidrager meget beskedent til indtaget af næringsstoffer og derfor lever op til betegnelsen tomme kalorier. 
Du kan læse mere om hvilke vitaminer og mineraler de enkelte fødevarer indeholder på Altomkost.dk, som er Fødevarestyrelsens og Fødevareministeriets portal, der giver opdateret og troværdig information om ernæring og sund livsstil. Multivitamin-tabletter indeholder typisk en mængde vitaminer og mineraler, der svarer til ADT-værdierne, men ikke altid. Kalk findes sjældent i tilstrækkelig mængde i multivitamin-tabletter. Du kan se på pakningen, hvor meget den enkelte tablet indeholder. På Webapoteket.dk kan du på de enkelte produktbeskrivelser se, hvilke vitaminer og mineraler det enkelte produkt indeholder, samt i hvilke mængder. 

Hvem bør tage vitaminer 

Selvom vitaminer og mineraler tit opfattes som sundt, er de ikke ufarlige. Både vitaminer og mineraler kan give forgiftninger i for store mængder. De kan også påvirke hinandens evne til at blive optaget i kroppen. Er der for meget af det ene, kan kroppen komme til at mangle noget andet.Det forklarer hvorfor kosttilskud skal tages med omhu. 
Hvis du, eller dit barn ikke spiser sundt og varieret, eller hvis du som ældre ikke spiser nok på grund af manglende appetit, er det en mulighed at supplere kosten med vitaminer og mineraler i form af en daglig vitaminpille. Du skal dog huske på, at vitamin- og mineraltilskud ikke bliver en kompensation for dårlige kostvaner. 

Nogle mennesker kan have brug for ekstra tilskud af vitaminer eller mineraler: 
  • Ældre der er småtspisende
  • Kvinder, som på grund af kraftige menstruationer får jernmangel, kan have behov for et tilskud af jern.
  • Kvinder, som ønsker at være gravide, samt gravide i de første 12 uger af graviditeten anbefales tilskud af folsyre.
  • Gravide anbefales dagligt tilskud af D-vitamin gennem hele graviditeten og jern fra 20. graviditetsuge.
  • Personer med mørk lød eller som er tilslørede, og som derfor ikke får sollys på huden, anbefales et tilskud af vitamin D.
  • Ældre over 70 år samt og beboere på plejehjem anbefales tilskud af vitamin D og kalcium.
  • Spædbørn anbefales et tilskud af vitamin D og jern efter aftale med læge eller sundhedsplejerske.
  • Børn med mørk hud og/eller børn der går tildækket anbefales tilskud af D-vitamin.
  • Børn til og med 9 år med allergi overfor mælk anbefales et dagligt kalktilskud på 500 mg. Fra 10 år anbefales at tage et dagligt kalktilskud på 750 mg. Det kan ydermere være hensigtsmæssigt at børn med mælkeallergi spiser en multivitaminpille, hvis kosten er ensidig.
  • Personer med risiko for osteoporose anbefales et tilskud af D-vitamin og kalcium

Hvis du ønsker at købe vitaminpiller til dit barn og er i tvivl om, hvilke du skal købe, bør du først tage kontakt til egen læge eller sundhedsplejerske. Du kan også kontakte Webapoteket, hvor farmaceuter og farmakonomer kan give dig råd og vejledning. 
Multivitaminpiller er udviklet, så de passer til din alder og dit behov. På Webapotekets kan du finde vitaminer til alle aldre.  

Tag vitaminpillen sammen med et måltid

Det er bedst at tage den daglige multivitaminpille sammen med et måltid, da det sikrer optagelsen af vitaminer og mineraler. Vær opmærksom på, at calcium i mælkeprodukter gør, at du ikke får en optimal optagelse af jern. Det er derimod en god ide at indtage jern sammen med et glas appelsinjuice, da C-vitamin fremmer optagelsen af jern. I mange multivitamin- og mineralprodukter er dette problem løst ved at adskille jern og calcium i tabletten, så de optages forskudt i forhold til hinanden. 

Hvis du tager vitaminer og mineraler samtidig med lægemidler

Hvis du tager lægemidler sammen med vitaminer og mineraler kan optagelsen ændres. Er du for eksempel i behandling med blodfortyndende lægemidler, skal du være opmærksom på, at meget store doser C-vitamin kan ændre lægemidlets virkning. Paraffinolie nedsætter optagelsen af fedtopløselige vitaminer. Får du tetracyklin, kan det binde jern og calcium, så det ikke optages. Tetracyklin bør derfor indtages forskudt før et måltid. 
Er du i tvivl om dit lægemiddels betydning for optagelsen af vitaminer og mineraler i kosttilskud, kan du spørge på Webapoteket. Du kan også selv undersøge betydningen af samtidig brug af lægemidler, vitaminer og mineraler på medicinkombination.dk 

Tag kun den anbefalede dosis af vitaminer og mineraler

Det kan være farligt at indtage for store doser vitaminer og mineraler. Især de fedtopløselige vitaminer som A- og D-vitamin. Store mængder af et mineral kan også give problemer, da det kan forrykke mineralernes indbyrdes balance. 
Du kan ikke få for mange vitaminer og mineraler gennem en almindelig sund og varieret kost. Men tager du et vitamin- og mineraltilskud, er det vigtigt, at du ikke tager mere end den anbefalede daglige dosis. 
Vitaminer og mineraler i store koncentrationer, de såkaldte stærke vitamin- og mineralpræparater, betragtes som lægemidler. Doseringen af de enkelte vitaminer og mineraler i disse præparater er høj i forhold til de anbefalede daglige tilførselsværdier(ADT), og de bør kun indtages gennem kortere tid i forbindelse med forebyggelse og behandling af vitamin- eller mineralmangel. Mange har den opfattelse, at en øget indtagelse af visse antioxidanter, som C- og E-vitamin samt mineralet selen, kan forhindre flere kroniske sygdomme - for eksempel hjertekarsygdomme, kræft og grå stær. Der forskes på området, men der er endnu ikke nogen sikre beviser for, at disse stoffer har en sundhedsfremmende effekt. 
Kilder: www.Altomkost.dk, Apotekerforeningen, Webapoteket