Smertestillende medicin til små og store børn

Vi møder på apoteket ofte småbørnsforældre, der er usikre på valg af smertebehandling til deres børn. Usikkerheden gælder enten frygt for overbehandling eller angsten for at barnet underbehandles. Det er altid hårdt at se et barn have ondt. Mon ikke de fleste forældre kan nikke genkendende til både urolige nætter med syge børn, på grund af smerter i forbindelse med tandpine, lungebetændelse, mellemørebetændelse mv. Mange forældre har svært ved at vurdere, hvor stærke smerterne er, og hvad eksperterne finder er den bedste behandling. I denne artikel kommer webapotekets farmaceuter med nogle praktiske råd. Føler du dig ikke tryg ved smertebehandling af dit barn, er det en god ide at tale med din læge om, hvad der er den bedste løsning i den pågældende situation.

Smertestillende midler må ikke anvendes ukritisk

Selvom det for forældre er vanskeligt at være vidne til at ens barn græder, bør smertestillende midler ikke anvendes ukritisk. Selvom de mest anvendte smertestillende lægemidler til børn er uskadelige i rette doser, så er det forkert at vænne barnet til at tage medicin, hvis der ikke er et reelt behov for medicinering. Gråd hos børn skal altid give anledning til undring, og eventuel en lægelig undersøgelse og ikke blot medføre, at der gives smertestillende midler til barnet. På den anden side, er det vigtigt at være opmærksom på, at mange eksperter ofte ser en reel underbehandling af smerter hos børn, og at utilstrækkelig brug af smertestillende medicin til børn desværre ikke er ualmindeligt.
Løsningen er, at give den rigtige medicin i de rigtige situationer, og i de rigtige mængder.

Hvornår har barnet ondt

Alle børn kan fra fødselstidspunktet føle smerte. Helt små børn viser smerte ved at være urolige, at have et uspecifikt pinagtigt ansigtsudtryk og så selvfølgelig ved at græde. Lægen eller sygeplejersken vil ved en eventuel smerteundersøgelse også kigge efter såkaldte fysiologiske symptomer på smerte, som for eksempel hurtigere puls, ændret vejrtrækning, svedtendens, bleghed i huden, sammentrækning af blodkar og blodtryksstigning. Ved lidt ældre børn vil lægen eller sygeplejersken i forbindelse med diagnosticeringen selvfølgelig ud over den fysiske undersøgelse også stille barnet nogle konkrete spørgsmål. Da smerte er svær at beskrive, også for børn, bruger smertelægerne på hospitalerne ofte de såkaldte smerteskalaer, hvor barnet skal give smerten en ”karakter fra 1-10” eller pege på det ansigt, der har et passende udtryk – ansigtsudtryk, der bevæger sig fra meget ondt til ikke ondt.

Smertestillende midler til børn

Valg af den bedste smertebehandling til dit barn forudsætter, at du kender årsagen til barnets smerte. Samtidig er vigtigt at være opmærksom på at hvis barnet har ondt, påvirker det også lysten til at indtage mad og drikke og evnen til at sove. Har du haft et barn med luftvejsinfektion eller mellemørebetændelse, har du måske også oplevet, at barnet først ville at indtage den nødvendige væske, hvis det var tilstrækkeligt smertelindret. Korrekt smertelindring kan således også være forudsætningen for, at hele familien får lidt søvn.

De fleste midler til behandling af børns smerter findes som flydende mikstur, som stikpiller eller som brusetabletter eller synketabletter. Senest er Pinex lanceret som en velsmagende smeltetablet. Disse tabletter anbringes i barnets mund, hvorefter de smelter og giver en behagelig jordbærsmag. Ved behandling af små børn under 6 år bør smeltetabletterne opløses i lidt væske inden indtagelse. Mange af de lidt større børn vil hellere forsøge at sluge en tablet end tage miksturen. Det er de færreste børn, der frivilligt vælger stikpillerne, hvorimod disse kulturelt anvendes meget hyppigt. Vær opmærksom på, at al medicin altid skal anbringes uden for børns rækkevidde.

Paracetamol er førstevalg til smertebehandling af børn

Ved lette til moderate smerter anbefales midler indeholdende lægemiddelstoffet Paracetamol, (Pinex, Pamol eller Panodil) eventuelt som mikstur. Det er vigtigt, du nøje følger brugsanvisningen på pakken, eller lægens anvisninger.
Børn under 2 år bør ikke smertebehandles uden lægens anbefaling.
Normalt gives 50 mg/kg legemsvægt/døgn fordelt på 3-4 doser.
Husk altid, at læse doseringen og aldersbegrænsning på pakken inden brug. Brug aldrig mere, end det er angivet på pakningen, da der er risiko for livsfarlige skader på barnets lever, hvis der gives for meget.

Brug smertestillende midler til febernedsættelse med omhu

Der er en tendens til, at børn med feber lidt for ukritisk behandles med svage smertestillende midler, næsten udelukkende med det formål, at feberen sænkes. Dette går eksperterne på sygehusets børneafdeling mere og mere fra, da det har vist sig, at temperaturen stiger yderligere, når behandlingen klinger af. Dette er særligt vigtigt hos børn med risiko for feberkramper, hvor den temperaturstigning, der observeres, når den febernedsættende virkning aftager, i sig selv er med til at fremkalde nye kramper.

Gigtmidler anvendes til børn i særlige tilfælde

Ved de såkaldte inflammatoriske tilstande kan lægen vælge at bruge gigtmidlerne Ipren, Ibuprofen eller Magnyl fremfor paracetamol til dit barn. Det vigtigt at være opmærksom på, at brug af gigtmidler til børn altid er en lægelig opgave, også selv om midlerne kan købes i håndkøb.
Hvis du oplever, at dit barn ikke opnår tilstrækkelig smertelinding i den anbefalede dosering, bør du altid søge råd hos lægen eller på apoteket. Lægen vil eventuelt vælge et andet lægemiddel blandt stærkere og receptpligtige midler.

Smertebehandling ved blodprøvetagning, vaccination og vortefjernelse

Hvis barnet skal bedøves, vaccineres eller f.x have fjernet vorter og frygter smerterne, kan lokalbedøvelse med Tapin eller Emla være en løsning. Cremen eller plastret påsættes på det aktuelle sted cirka en time inden indgrebet og fjernes nogle minutter inden vaccinationen eller bedøvelsen lægges.
Det er særligt vigtigt at fjerne plastret/cremen i god tid hvis barnet skal have taget en såkaldt venepunktur, da lægemiddelstoffet får blodkarrene til at trække sig lidt sammen. Bruger man cremen, er det vigtigt at dække det velindsmurte hud med vandtæt folie eller plaster for at opnå det, eksperterne kalder ”okklusionseffekt”. Ved at pakke huden ind i vandtæt plaster stiger fugtigheden i huden med bedre indtrængen af lægemiddelstof i underhuden– og dette bevirker, at den smertestillende virkning mangedobles.

Har du spørgsmål til valg af smertestillende middel til dit barn, er du altid velkommen til at kontakte Webapotekets personale. Her kan du se udvalget af smertestillende håndkøbslægemidler til børn.

Kilder: Webapoteket, Børnelæge Maurits Dirdal, Herning Sygehus og sundhed.dk