Skelen hos børn – årsager, symptomer og behandling
Skelen betyder, at øjnene ikke ser samtidigt på det punkt, som man ønsker at fiksere på. Hos børn vil det betyde, at barnet ser dobbelt. Barnet oplever ikke dobbeltsyn, da hjernen undertrykker barnets syn på det skelende øje.
Skelen er den hyppigste årsag til at udvikle nedsat syn på det ene øje, og opdages typisk ved, at forældre lægger mærke til en ændring i barnets øjenkontakt. Det er vigtigt at opdage tidligt, hvis dit barn skeler, da manglende optræning af det skelende øje kan udvikle sig til permanent nedsat synsstyrke – også kendt som et dovent øje. Et dovent øje kan ofte genoptrænes inden skolealderen.
Hvad er skelen?
Skelen er, når øjnene ikke fokuserer på samme punkt samtidigt.
Der findes to typer skelen: Manifest og latent skelen.
- Manifest skelen er den type skelen, der er til stede hele tiden. I børnealderen kan manifest skelen medføre dobbeltsyn og kan indebære et dovent øje. Langsynethed kan give indadskelen, hvor det ene øje vil se ind mod næseryggen. Nærsynethed kan føre til udadskelen, hvor det ene øje ser væk fra ansigtet. Denne type for skelen bør behandles.
- Latent skelen forekommer kun en gang imellem, men ses ofte ved træthed. Latent skelen skyldes ofte, at barnet er mere langsynet end normalt, men kan også være forårsaget af nærsynethed. Denne type skelen bør undersøges nærmere.
Hvorfor skeler børn?
De hyppigste årsager til skelen hos børn:
- Langsynethed
- Nærsynethed
- Arvelighed. Hvis du eller din samlever skeler eller har skelet som børn, så er der øget risiko for, at jeres barn også kan udvikle skelen.
Sjældne årsager til skelen hos børn:
- Retinoblastom er en tumor i øjet, forekommer hos 1 ud af 15.000 børn, og opstår typisk før 4-års alderen. Retinoblastom giver gradvist nedsat syn og kan forårsage skelen.
- Medfødt grå stær (katarakt) er en sjælden tilstand hos børn, hvor linsen forekommer uklar fra fødslen, og kan udvikle sig indenfor barnets første leveår.
- I sjældne tilfælde kan neurologiske sygdomme forårsage skelen hos børn.
Tegn på skelen hos børn – hvornår skal man søge læge?
Evnen til at fiksere øjnene på et punkt udvikles i løbet af barnets første leveår. Man vil derfor kunne opleve, at barnets øjne vil glide ud til siden i løbet af det første leveår. Fra omkring 1-års alderen er det unormalt for børn at skele.
Du bør altid kontakte egen læge, hvis dit barn begynder at skele efter 1-års alderen. Pludseligt opstået skelen eller dobbeltsyn kræver øjeblikkelig lægehjælp.
Når et barn skeler på det ene øje, vælger barnet ubevidst et såkaldt favoritøje, hvor synet udvikles normalt. Synet på det skelende øje bliver undertrykt, hvilket resulterer i, at barnet bliver svagsynet på øjet.
Ifølge Øjenforeningen ses skelen hos ca. 5% af alle børn, mens det kun er ca. 3%, som udvikler et dovent øje.
Som forældre kan du teste, om dit barn skeler ved hjælp af en simpel tildækningstest. Du kan teste dit barns syn ved f.eks. at tildække et øje ad gangen med et hånd og lægge mærke til, om det tildækkede øje skeler til højre eller venstre. Gentag testen på det modsatte øje.
Hvordan undersøger lægen for skelen?
Børn bliver testet for skelen ved børneundersøgelser hos lægen og/eller sundhedsplejersken. Hvis der er mistanke om skelen, vil egen læge henvise til en øjenlæge.
Undersøgelserne hos den praktiserende læge inkluderer blandt andet en lystest. Hvis lyspletten er placeret symmetrisk i begge øjne, skeler barnet ikke. Hvis lyspletten er placeret forskelligt på højre og venstre, er der tale om skelen.
Derudover vil lægen foretage en tildækningstest. Her vil et øje blive tildækket ad gangen for at se, om øjet glider til højre eller venstre. Hvis det er muligt, vil lægen også måle barnets synsstyrke. Det er dog ikke altid muligt at måle mindre børns synsstyrke.
Behandling af skelen hos børn
Der er flere måder at behandle skelen hos børn på.
Hvis skelen er forårsaget af langsynethed eller nærsynethed, behandles det med briller, som korrigerer for det.
Hvis barnet har udviklet et dovent øje, kan man anvende en øjenklap eller et skeleplaster, der dækker det gode øje. Herved tvinges det dårlige øje til at se bedre. Se vores udvalg af skeleplastre her.
Øvelser og synstræning kan i nogle tilfælde anvendes til at styrke samsynet. Samsynet er sammensmeltningen af de to billeder, som hjernen modtager fra øjnene.
Botox-behandling anvendes oftest hos voksne, men det kan også anvendes hos børn, hvis der opstår pludselig indadvendende skelen. Botox er en nervegift, som giver en eller flere øjenmuskler en kemisk lammelse, hvorefter øjenakslen kan rettes til at være parallel med favoritøjet. Det er en meget effektiv behandlingsform, som ofte er vedvarende.
Når man opererer for skelen, justerer man, hvor øjets muskler trækker på øjet. Hvis skelen er behandlet på forhånd med øjenklap og briller, vil resultatet af operationen oftest være god. Det kan dog være nødvendigt med flere operationer.
Konsekvenser af ubehandlet skelen
Som nævnt tidligere, kan ubehandlet skelen udgøre en risiko for at man udvikler vedvarende svagsynethed (også kendt som et dovent øje). Hvis man ikke får behandlet skelen og dovent øje inden skolealderen, er der risiko for, at synsstyrken på det skelende øje bliver nedsat.
Skelen kan påvirke både selvtillid og sociale relationer. Øjenkontakt spiller en vigtig rolle i kommunikationen, og skelen kan gøre det udfordrende for både personen selv og samtalepartnere at fastholde naturlig kontakt. Det kan føre til misforståelser eller usikkerhed i sociale situationer, hvilket kan påvirke trivsel og selvtillid hos både børn og voksne.
Hvad kan du som forælder selv gøre?
Som forældre skal du være særligt opmærksom på ændringer i dit barns øjenstilling - særligt efter 1-års alderen.
Sørg for at gå til de regelmæssige børneundersøgelser hos egen læge, hvor det vil blive tjekket, om barnet skeler.
Hvis du har mistanke om, at dit barn skeler, bør du opsøge en øjenlæge.
Spørg om råd hos Webapoteket
Tidlig opsporing af skelen er vigtigt for at sikre, at barnet ikke udvikler vedvarende svagsynethed. Tidlig opsporing og korrekt behandling er afgørende for at barnets syn udvikler sig normalt.
Du kan spørge Webapotekets farmaceuter og farmakonomer om råd, hvis du har spørgsmål til skelen. Kontakt altid egen læge eller en øjenlæge, hvis du mistænker, at dit barn skeler.
Af farmakonom Pia V., februar 2025