Krampe i benene
Krampe i benene viser sig ved smertefulde sammentrækninger af musklerne. Krampe i benene kan opleves i læggene eller lårene.
I denne artikel kan du læse, hvad krampe i benene er, hvorfor kramper opstår, hvad der kan udløse kramper i benene. Bliv også klogere på symptomer samt forebyggelse af kramper i benene. Få forklaringen på hvorfor man ofte oplever at få kramper i benene om natten og i løbet af en graviditet.
Hvad er kramper i benene?
Kramper i benene er kraftige, smertefulde muskelsammentrækninger, som typisk opstår i læggene eller lårene. Kramper i benene er samme type krampe, som du måske har oplevet andre steder i kroppen, f.eks. i fingrene eller fødderne.
Kramper i benene varierer i både intensitet og varighed. Kramper varer typisk mellem 1 og 10 minutter og gentager sig ofte. Mens nogen vil opleve krampe i benene som et let stik, vil andre opleve kraftige smerter, hvor musklerne kan være ømme selv efter krampen er overstået.
Krampe i benene om natten
Mange oplever, at kramper ofte opstår om natten, hvor musklerne restituerer og slapper helt af, og man kan føle et behov for at bevæge eller strække sine ben. Symptomerne på krampe kan være svære at skelne fra Restless Legs Syndrome (RLS).
Symptomerne på RLS er ofte enten kun til stede om aftenen eller natten eller forværres på dette tidspunkt af døgnet. Symptomerne lindres dog oftest fuldstændigt eller delvist ved bevægelse eller udstrækning af benene, men kommer ofte igen, når bevægelsen ophører. Bivirkningerne af Restless Legs Syndrome kan være forstyrret nattesøvn eller følgende træthed om dagen. Derudover kan rejser, hvor man sidder ned i længere tid, være en udfordring.
Hvis man oplever gentagne natlige kramper, der er generende for ens livskvalitet, bør man søge lægehjælp. Hvis der er tale om Restless Legs Syndrome, kan diagnosen blandt andet stilles i almen lægepraksis ved hjælp af en blodprøve, der måler ens jernprocent.
Kramper i benene under graviditet
40% af gravide oplever at have kramper i læggene under graviditeten. Det er dog ikke farligt at have lægkramper, men det kan opleves som en gene.
Der findes ingen behandlinger mod eller metoder at forebygge kramper hos gravide. Hvis man oplever kramper i benene under graviditet, anbefales det, at man laver udstrækningsøvelser ved eksempelvis at presse forfoden med sengekanten eller mod et trappetrin, således lægmusklen strækkes. Det anbefales at lave udstrækningsøvelserne, inden man går i seng.
Man kan som gravid med fordel benytte sig af støttestrømper, hvis man oplever lægkramper under graviditeten. Du kan finde støttestrømper til gravide her.
Hvorfor får man kramper i benene?
Der er ingen kendt årsag til, hvorfor man oplever at få kramper i benene. Til trods for at kramper i læggene, lårene eller fødderne sjældent er et tegn på alvorlig sygdom, er der flere almindelige tilstande og/eller sygdomme, som øger risikoen for få kramper:
- Fysisk aktivitet
- Dehydrering
- Elektrolytforstyrrelser
- Graviditet
- Medicinske tilstande, f.eks. diabetes (både type 1 og type 2), nervebetændelse, stofskiftesygdom (især lavt stofskifte), og kredsløbsproblemer
- Åreforkalkning og åreknuder
Kramper i benene opstår typisk om natten, men kramper kan også opstå, hvis man svømmer i koldt vand eller overanstrengelse ved fysisk aktivitet. Derudover kan krampe i benene blive hyppigere med alderen.
Kan man forebygge kramper i benene?
Eftersom der ikke findes en direkte årsag til, at kramper opstår, kan det være svært at forebygge kramper i benmusklerne.
- Aktivitetsniveau
Enkelte undersøgelser tyder dog på, at både for lidt og for meget fysisk aktivitet kan forværre kramperne. Hvis man derfor har tendens til at få kramper i benene, bør man finde ud af hvad ens normale aktivitetsniveau er og opretholde dette. Hvis man oplever at få natlige kramper, kan man med fordel hæve fodenden af sengen, eksempelvis ved at lægge en pude eller kasse i enden af sengen.
- Udstrækning
Regelmæssige udstrækningsøvelser af benmusklerne kan også reducere forekomsten af kramper. Derudover er det vigtigt, at lade musklerne restituere efter fysisk aktivitet samt at anvende behageligt fodtøj under fysisk aktivitet, f.eks. træning.
- Væskebalance
Det er vigtigt at sørge for at opretholde en god væskebalance. Dette kan gøres ved at drikke sportsdrikke eller lignende drikke, der kan bidrage til at opretholde kroppens elektrolytbalance, hvilket mindsker risikoen for ubalance i kroppens saltbalance.
Find brusetabletter med elektrolytter og salte her.
- Sygdom og lægemidler
Som nævnt tidligere, er der visse underliggende tilstande og/eller sygdomme, som kan øge risikoen for kramper. Man bør derfor sikre, at disse tilstande er velbehandlet. Visse lægemidler kan forværre muskelkramper. Hvis man oplever dette, bør man kontakte egen læge og evt. skifte til et andet lægemiddel eller stoppe at indtage lægemidlet, hvis muligt.
- Magnesium
Magnesium er et vigtigt mineral for, at kroppen kan fungere optimalt. Der er nogen, der mener, at magnesium kan hjælpe til at bidrage til en normal muskelfunktion. Det er dog sjældent, at man oplever magnesiumunderskud i kroppen. Hvis man mangler magnesium i kroppen ses det ofte ved symptomer som muskeltræthed, personlighedsændringer, kvalme samt madlede. Nogen oplever lindring af muskelspændinger ved at anvende magnesiumolie på huden over den spændte, ømme muskel.
Find magnesium olie spray til muskelspændinger her.
Hvordan behandler man kramper i benene?
Hvis du oplever at få et akut anfald af kramper i benene, bør du lave en blid udstrækning af den berørte muskel. Man kan også forsøge at massere musklerne, hvilket kan lindre smerterne.
Kan kramper i benene skyldes noget mere alvorligt?
Kramper i benene er oftest en ufarlig tilstand og ikke et almindeligt symptom på en blodprop i benet. Hvis man oplever, at have længerevarende kramper, og at smerten er voldsom, bør man søge lægehjælp.
Få vejledning på Webapoteket
Du kan kontakte vores uddannede farmaceuter og farmakonomer for at få rådgivning om håndtering af kramper i benene.