Næsespray

Næsespray


Hvad hjælper næsespray på?


Næsespray hjælper på de symptomer, man kan opleve lokalt i næsen ved f.eks. en forkølelse eller bihulebetændelse. På Webapoteket kan du købe næsespray uden recept.


Hvordan virker næsespray?


Overordnet set findes der to typer af næsespray, som du kan købe i håndkøb. Den ene type lindrer forkølelsessymptomer, og den anden type lindrer allergisymptomer.

På apoteket kan du også finde en næsespray mod tørre slimhinder, som virker smørende og fugtende.

Næsespray mod allergi finder du her >>


Næsespray mod forkølelse


Næsespray mod forkølelse kan anvendes mod tilstoppet næse og bihulebetændelse. Disse sprays indeholder typisk det aktive lægemiddelstof xylometazolin, som virker ved at sammentrække de små blodårer i næsens hævede slimhinder og derved give plads til luftgennemstrømning, så vejret kan trækkes mere frit. Denne effekt kaldes detumescens.

Nogle varianter findes med menthol, hvilket blot bidrager til en frisk duft og kan give en opfriskende følelse.

Virkningen indtræder efter et par minutter og varer op til 10-12 timer.

  • Mindsker hævelsen i næsens slimhinder

  • Giver mere fri vejrtrækning gennem næsen

  • Virkning efter få minutter i op til 10-12 timer


Næsespray til gravide og ammende

Disse detumescerende (mindsker hævelse) næsesprays mod forkølelse må ikke anvendes af gravide eller ammende uden lægens anvisning.

Når du er gravid eller ammer må du til gengæld gerne bruge en saltvandsspray til at lindre forkølelse og en snottet, tilstoppet næse.


Næsespray til børn


Vi anbefaler, at du altid læser indlægssedlen, inden du anvender håndkøbslægemidler - herunder også næsesprays. Heri finder du anbefalingerne for det enkelte produkt, når det kommer til, hvor gammel man skal være for at anvende midlet.

De fleste anbefalinger lyder på, at barnet skal være over 10 eller 12 år.

Der er udviklet næsesprays mod forkølelse særligt til børn. Heri er indholdet af det aktive stof xylometazolin mindre. Dosering afhænger af barnets alder, og du skal derfor altid læse indlægssedlen inden brug.

Til de helt små børn og baby må man ikke anvende næsespray. Er dit lille barn meget forkølet og tilstoppet i næsen, kan du prøve med saltvandsdråber eller en næsesuger til at lindre symptomerne og give en lettere vejrtrækning.


Hvorfor kan næsespray være vanedannende?


Der er en begrænsning for, hvor længe du må bruge næsespray ad gangen. Bruger du sprayen længere tid end anbefalet, kan slimhinderne i næsen fortsætte med at være hævet, og på den måde oplever man at være afhængig af midlet for at kunne trække vejret frit. Anbefalingerne for anvendelse lyder som følgende.

Hvor ofte må man anvende næstespray:

  • Højst 3 gange i døgnet


Hvor længe må man anvende næsespray:

  • Maks. 10 dage


Oplever du, at du fortsat har brug for næsespray efter 10 dage, bør du opsøge lægen for at få undersøgt, om dine gener skyldes andet end forkølelse. Det kan f.eks. være allergi eller polypper, som kræver en anden behandling.


Hvor lang pause bør man holde, inden man anvender næsespray igen?


Næseslimhinden har behov for restitution, inden den igen er modtagelig for næsespray. Oftest vil forkølelsen være ovre inden for 10 dage, og det vil give sig selv at stoppe brugen, indtil du måske bliver ramt af en ny infektion senere på året.


Holdbarhed på næsespray


På pakningen er der påtrykt en dato for hvor længe midlet kan holde sig. Hold øje med denne dato og anvend ikke sprayen, efter den er udløbet.