Bodycreme

Bodycreme

Bodycreme er ideel til dig med tør til meget tør hud. Bodycremen er en fugtighedscreme, som er mere fed i konsistensen end en bodylotion. En bodycreme kan også sagtens anvendes af dig, der ønsker at vedligeholde en sund hud med fin fugtbalance, men som nyder en mere cremet og fugtgivende konsistens.

Creme til kroppen fungerer som en beskyttende barriere, der holder på fugten og styrker hudens naturlige barrierefunktion.

Har du spørgsmål eller behov for vejledning i at finde den rette bodycreme til lige netop din hud, er du velkommen til at kontakte vores apoteksuddannede personale. Vi sidder klar til at besvare dine spørgsmål via chat, telefon eller mail.



Hvad er forskellen på bodycreme og bodylotion?

Den største forskel mellem en bodycreme og en bodylotion findes i konsistensen og fedtindholdet. En bodycreme er ofte lidt federe i konsistensen, og har typisk et fedtindhold på 20-40%. En bodylotion er derimod lidt lettere i konsistensen og har typisk et fedtindhold på omkring 15%.

Fordi en bodycreme er lidt federe i konsistensen, er den bedst at anvende, hvis man har behov for mere intensiv pleje og fugt. Hvis du kun har behov for let fugt, kan en bodylotion i mange tilfælde være tilstrækkeligt.

I Danmark, hvor årstidernes skiften giver forskellige temperaturer og luftfugtighed over året, har mange glæde af at anvende en federe creme i de kolde måneder og en lettere lotion i de varme måneder.

Har du derimod mere tør, irriteret eller problematisk hud, der har behov for specialpleje, kan det være en god ide at anvende og/eller supplere med en fedtcreme, reparationscreme eller kløestillende creme på de udsatte områder.



Hvem bør anvende bodycreme?

Da en bodycreme har en lidt federe konsistens, er den særligt velegnet til personer med tør, sart, kløende eller tendens til atopisk hud. Du kan også anvende en bodycreme som supplement til en bodylotion, hvis du blot har behov for lidt ekstra fugt en gang imellem.

Hvis du har behov for ekstra fugt om vinteren, kan du med fordel skifte din bodylotion ud med en bodycreme, idet bodycremen vil give mere intensiv fugt og beskyttelse til huden.



Hvordan vælger jeg den bedste bodycreme til min hudtype?

Når du skal vælge bodycreme, er det vigtigt, du tænker over, hvilke egenskaber cremen skal have, eller hvilket behov cremen skal dække.

Hvis du har tør hud, kan det være en god ide at lede efter cremer med sheasmør, carbamid eller glycerin. Disse er alle tre fugtgivende ingredienser, der kan hjælpe med at pleje en tør hud.

Har du sensitiv hud, kan det også være en god ide at lede efter bodycremer uden parfume samt cremer, der er allergivenlige.

  • Decubal Original Clinic Cream 38%: En plejende uparfumeret bodycreme med et fedtindhold på 38%. AllergyCertified.

  • Faaborg Pharma Helo Creme 48%: En fugtbevarende og blødgørende creme til tør, sart og irriteret hud med et fedtindhold på 48%. Uparfumeret og AllergyCertified.

  • Apotekets Parfumefri Bodycreme: En svanemærket, uparfumeret bodycreme til alle hudtyper med et fedtindhold på 24,3%. Cremen er deklareret i samarbejde med Astma-Allergi Danmark.


Kan bodycreme hjælpe med hudproblemer som strækmærker eller cellulitis?

Der er ikke videnskabeligt bevis for, at en creme kan fjerne strækmærker eller cellulitis. Der findes dog produkter, der kan virke opstrammende og mindske synligheden af cellulitis. Hvis du døjer med gener fra strækmærker, kan en bodycreme hjælpe med at mindske ubehag. Cremen hjælper med at give fugt til huden, hvilket kan virke lindrende.

Der er mange faktorer, der kan spille ind på dannelsen af strækmærker og cellulitis, for eksempel kost, motion og genetik, hvorfor en bodycreme blot kan hjælpe med at tilføre huden pleje og fugt, samt mindske synligheden af strækmærker og cellulitis.



Hvornår og hvordan skal bodycreme anvendes?

Vi anbefaler, at du anvender din bodycreme efter badet på fugtig hud, da dette hjælper med at forsegle fugten i huden. Derudover kan det være en god ide at eksfoliere huden jævnligt med en bodyscrub, da det er med til at sikre en bedre absorption.

Det er forskelligt, hvor ofte din hud kan have behov for creme. Som udgangspunkt er en gang om dagen nok, men du må gerne påføre din bodycreme oftere, hvis din hud har behov for det.



Er der forskel på bodycreme til sommer og vinter?

Du kan med fordel anvende cremer med en lettere konsistens om sommeren for at undgå fedtet hud. Dette kan for eksempel være en bodylotion, som typisk har en lettere konsistens end en bodycreme, og derfor trænger hurtigere ind i huden.

Om vinteren kan din hud have behov for en creme med et højere fedtindhold, som skaber en barriere for at beskytte huden mod udtørring, og derfor kan en bodycreme være en god ide. Synes du ikke, at en bodycreme giver tilstrækkelig fugt, kan du med fordel anvende en fedtcreme som et supplement på udsatte områder, for eksempel albuerne.



Kan man anvende bodycreme i ansigtet?

Huden på kroppen og i ansigtet er forskellig, og derfor er der grundlæggende forskelle i, hvordan produkterne er formuleret. Derfor skal du være påpasselig med, hvilke produkter du anvender i ansigtet.

Nogle bodycremer er så milde, at du godt kan anvende dem i ansigtet, mens andre bodycremer ikke bør anvendes andre steder end på kroppen. Hvis du anvender en bodycreme i ansigtet, bør du derfor være forsigtig, da der godt kan opstå irritationer. Sørg for at læse produktbeskrivelsen for information om, hvorvidt cremen også kan anvendes i ansigtet. Er du i tvivl, kan du altid spørge vores apotekspersonale.