PMS

PMS

På apoteket har vi ikke lægemidler i håndkøb, der kan afhjælpe PMS. Tal derfor med din læge, hvis dine gener i forbindelse med menstruation er så store, at du er nødsaget til at tage smertestillende medicin og have sygefravær.

Der findes kostilskud, som kan virke lindrende på PMS. Disse indeholder f.eks. planten Agnus Castus eller salvie, der afhjælper menstruationsubehag.

PMS står for præmenstruelt syndrom og omfatter fysiske og/eller mentale gener i perioden op til menstruation. Mange kvinder oplever gener som hovedpine, smerter og ømhed omkring og i underlivet, oppustethed, væskeansamlinger, ømme bryster, irritabilitet og at have særligt nemt til tårer. Disse PMS-symptomer skyldes hormonelle ændringer, og man mistænker særligt hormonet progesteron, som udelukkende dannes efter ægløsning. Symptomerne forsvinder gerne i løbet af de første dage af menstruationen, men kommer igen i næste cyklus. Motion og mindre stress kan have en positiv effekt på PMS.