
Kun på Apoteket
I alle pakninger med medicin findes en brugsvejledning, som du altid bør læse grundigt, før du tager medicinen. Er du i tvivl kontakt da egen læge.
Du kan finde indlægssedlen ved at klikke her og søge på produktet.
Du kan se den dagsaktuelle pris ved at søge på dette produkt på medicinpriser.dk.
Magnyl DAK enterotabletter til svage smerter
100 mg - 100 stk
Magnyl DAK er et håndkøbslægemiddel, der anvendes til behandling af svage smerter, f.eks hovedpine, tandpine, muskel- og ledsmerter eller menstruationssmerter.
- Midlet dæmper desuden de vævsreaktioner (inflammation), som kan ses ved visse gigtsygdomme, eller som kan opstå efter et slag eller en forstuvning. Symptomerne på inflammation kan være hævelse, rødme, ømhed og smerter.
- Magnyl DAK virker smertestillende, febernedsættende og antiinflammatorisk, dvs. dæmpende på betændelseslignende symptomer i muskler, led eller bindevæv.
- Den smertestillende virkning indtræder efter ½-1 time og varer 4-6 timer.
- Magnyl DAK hæmmer blodpladernes tendens til at klæbe til karvæggen og til at klumpe sig sammen. Herved nedsættes risikoen for dannelse af blodpropper.
Virksomme stoffer
- Acetylsalicylsyre.
Sådan anvender du Magnyl DAK
Tag tabletterne hele med rigelig væske. Enterotabletterne må ikke deles, tygges eller knuses.Den sædvanlige dosis er:
- Smertetilstande: Børn over 2 år: 50 mg pr. kg kropsvægt i døgnet fordelt på 2 - 3 doser i højst 2 døgn.
- Gigtlidelser: Børn over 2 år: 50 100 mg pr. kg kropsvægt i døgnet. Man skal rådføre sig med lægen inden anvendelse.
- Magnyl DAK må ikke anvendes til børn under 2 år uden lægens anvisning.
- Børn under 15 år med feber må ikke få Magnyl DAK.
- Ældre: På grund af risiko for blødning i mave-tarm systemet bør man undgå langvarig brug af Magnyl.
Råd og tips til Magnyl DAK
Ønskes et smertestillende middel, der kan indtages uden vand, anbefales Pinex Smelt.Graviditet og amning
Bør kun anvendes efter aftale med lægen.
Mulige bivirkninger
Meget almindelige bivirkninger (over 10%):
Halsbrand, sure opstød, mavesmerter, tendens til blødninger.
Almindelige bivirkninger (1-10%):
Kvalme, opkastning, blødning i mave-tarmkanalen, diarré, forstoppelse, muskelsammentrækninger i luftrørene (vejrtrækningsbesvær), hovedpine, søvnløshed.
Ikke almindelige bivirkninger (0,1-1%):
Nældefeber, allergisk hævelse i ansigtet, mundhulen og strubehovedet, øresusen (tinnitus) eller hørenedsættelse kan være et tidligt tegn på forgiftning, blødende sår i den øvre del af mave-tarmkanalen, blodigt opkast, sort afføring.
Sjældne bivirkninger (0,01-0,1%):
Blødning i hjernen, blødning fra den øvre del af mave-tarmkanalen, hul på tarmen, blodmangel, gulsot, midlertidigt tab af hørelsen, lavt blodsukker, blødende og betændte blodkar med feber, forstyrrelser i nyrefunktionen.
Meget sjældne bivirkninger (<0,01%):
Forstyrrelser i dannelse af blodlegemer, Reyes syndrom, øget tendens til infektioner, forsnævring af tarmen, forværring af irriteret tyktarm, blæreformet udslæt, rødme og udslæt.
Samtidig anvendelse af andre lægemidler
- Det er vigtigt at informere lægen om alle de lægemidler man tager.
- Magnyl DAK kan øge virkningen af blodfortyndende midler, methotrexat (middel mod leddegigt) og valproat (middel mod epilepsi).
- Magnyl DAK nedsætter virkningen af probenecid (middel mod urinsyregigt).
- Høje doser af Magnyl DAK øger imipramins (middel mod depression) effekt og nedsætter ACE-hæmmeres effekt.
- Kortikosteroider kan ved langtidsbehandling nedsætte effekten af Magnyl DAK.
OBS
- Må ikke anvendes til børn uden lægens anvisning.
- Må ikke anvendes af personer med mavesår eller stærkt nedsat nyre-, hjerte- eller leverfunktion.
Opbevaring & holdbarhed
- Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
- Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 °C.
- Brug ikke lægemidlet efter udløbsdato. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Pakningsstørrelser
Magnyl DAK 100 mg findes i pakning med 100 stk.