Efterfødselsbind

Efterfødselsbind

Efterfødselsbind er designet til at give ekstra beskyttelse og komfort i dagene og ugerne efter fødslen. De absorberer mere end almindelige bind og er skånsomme mod følsom hud.

Efter en fødsel gennemgår kroppen en naturlig helingsproces, hvor blødning spiller en vigtig rolle. Blødningen stammer fra det sted i livmoderen, hvor moderkagen har siddet fast. Når moderkagen løsnes efter fødslen af barnet, efterlades et sår, som bløder. I dagene efter fødslen vil blødningen typisk være kraftig og rødfarvet, men aftager gradvist.

Her kan du få viden om, hvordan du vælger og anvender efterfødselsbind, samt hvornår du bør kontakte lægen i forbindelse med blødning efter fødsel. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte vores apotekspersonale i kundeservice, som sidder klar til at rådgive dig.



Hvad er et efterfødselsbind?

Efterfødselsbind anvendes efter vaginal fødsel eller kejsersnit, hvor det er normalt at bløde i 6 til 8 uger efter fødslen. Bindene adskiller sig fra almindelige hygiejnebind ved at være længere, bredere og tykkere. Derudover har efterfødselsbind en højere absorberingsevne end hygiejnebind til menstruation.



Hvorfor anvende efterfødselsbind?

Vi anbefaler at anvende efterfødselsbind efter fødslen, fordi de er specielt designet til at håndtere den større blødning.

Blødningen er også kendt som barselsflåd eller lokia, og kommer fra det sted, hvor moderkagen har siddet. Efter moderkagen er løsnet og udstødt, efterlades et sår på livmodervæggen, hvor den har siddet fast. I dagene efter fødslen vil blødningen typisk være kraftig og rødfarvet, men aftager gradvist, bliver brunlig og til sidst måske gullig, efterhånden som såret heler.

Blødningen hjælper med at rense livmoderen ved at fjerne blod, slim og vævsrester fra livmoderhulen, hvilket forebygger infektioner og understøtter helingsprocessen. Denne udskillelse er nødvendig, da kroppen derved kan slippe af med unødvendige rester og skadelige bakterier, hvilket mindsker risikoen for betændelse. Derfor er blødningen en helt naturlig og vigtig del af kroppens restitution efter en fødsel.



Hvordan vælger man det rette efterfødselsbind?

Vi anbefaler, at du vælger efterfødselsbind, som er fremstillet uden parfume for at undgå irritation i og omkring underlivet efter fødsel. Enkelte efterfødselsbind - eller almindelige hygiejnebind - kan indeholde parfume og/eller blegemidler. Hvis du ønsker at undgå parfume og blegemidler, skal du vælge bind med Svanemærket eller Den Blå Krans, som er allergimærkningen fra Astma-Allergi Danmark.

På Webapoteket har vi kun efterfødselsbind uden parfume, blandt andet:


Kølebind

Kølebind, som f.eks. Fødebagen Kølebind, kan give lindring til underlivet efter en fødsel, hvor huden kan være øm og hævet. Bindet har en kølende effekt, der hjælper med at reducere hævelse og lindre smerter i det følsomme område. Kølebind anvendes som almindelige hygiejnebind og kan med fordel anvendes flere gange dagligt i dagene lige efter fødslen.

kølebind har en absorberende kerne, der fungerer som et almindeligt hygiejnebind, samtidig med at de lindrer smerter og reducerer hævelse. De er lavet til at kunne absorbere blødning efter fødslen, så man både får kølende effekt og absorbering i ét produkt. Dette gør kølebind praktiske og komfortable i dagene efter fødslen, hvor både lindring og hygiejne er vigtige.

For yderligere lindring i efterfødselsdagene kan en skylleflaske være en god hjælp til at rense og afhjælpe svie.



Hvordan anvender man efterfødselsbind?

Efterfødselsbind anvendes på samme måde som almindelige hygiejnebind.

  1. Fjern papiret fra hæfteklisteret.

  2. Påfør bindet, så det sidder korrekt.

  3. Skift hyppigt efterfødselsbindet for at undgå infektion og lækage.

Ikke alle efterfødselsbind er udstyret med hæfteklister. Det kan derfor være en fordel at anvende efterfødselstrusser eller nettrusser til fastholdelse af bindet, så man sikrer sig, at det sidder korrekt og så komfortabelt som muligt. Det kan være svært at holde et efterfødselsbind på plads i almindelige trusser.

I takt med at blødningen aftager, kan du går over til at anvende almindelige bind og trusseindlæg.



Vær opmærksom på

Du bør kontakte lægen, hvis du oplever, at blødningen i perioden efter fødslen er unormalt kraftig eller fortsætter med at være kraftig i en længere periode.

Du bør altid kontakte lægen, hvis du oplever tegn på infektion. Tegn på infektion kan bl.a. være vedvarende smerte, feber eller dårlig lugt fra det intime område.