Tørre øjne eller allergi? Sådan finder du den rette behandling
Det er almindeligt at opleve perioder med generede øjne. Det er dog vigtigt at finde ud af om de generede øjne skyldes tørre øjne eller om de kan skyldes allergiske reaktioner.
I denne artikel kan du læse mere om forskellige årsager til generede øjne, hvordan du skelner mellem tørre øjne eller øjne med allergi, samt hvordan du bedst behandler symptomerne.
Hvad er tørre øjne?
Tørre øjne skyldes ofte en for lille mængde tårefilm. Dette kan opstå enten ved en nedsat tåreproduktion, tårer af dårlig kvalitet eller fordi tårevæsken fordamper for hurtigt fra øjnene. Dermed bliver øjet ikke fugtet og smurt automatisk, som det bør, hvilket resulterer i tørre, irriterede øjne.
De typiske symptomer på tørre øjne viser sig i form af en sviende eller brændende fornemmelse, grus i øjnene eller et sløret syn. Nogle oplever også at øjnene løber i vand.
Det er oftere kvinder end mænd, der oplever tørre øjne, idet hormonelle forandringer såsom gravidtiet eller overgangsalder kan forårsage tørre øjne. Tørre øjne kan dog også opstå på baggrund af andre årsager, for eksempel:
- Skærmarbejde
- Tørt indeklima eller aircondition
- Langvarig brug af kontaktlinser
- Nedsat tåreproduktion eller ændret tåresammensætning
- Køn og alder
- Brug af lægemidler der udtørrer slimhinderne
- Visse sygdomme, for eksempel diabetes, gigt, stofskiftesygdomme eller Sjögrens syndrom
Hvad er øjenallergi?
Øjenallergi opstår ved en allergisk reaktion på eksempelvis pollen, støv eller dyrehår. De typiske symptomer på øjenallergi er kløende, røde, hævede og vandige øjne og opstår ofte i forbindelse med andre allergiske reaktioner såsom nysen og løbende næse.
Der kan være forskel på, om allergien er sæsonbetinget eller om det er helårsallergi. Sæsonbetinget allergi opstår ofte i forbindelse med starten på pollensæsonen, hvor kroppen reagerer på pollen fra eksempelvis birk, hassel, el, græs eller bynke. Pollensæsonen starter typisk omkring februar og løber frem til september. Vind og vejr kan dog have indflydelse på, hvornår sæsonen starter, og hvor længe den varer. Helårsallergi kan derimod vare hele året, og opstår typisk ved allergiske reaktioner på eksempelvis husstøvmider, dyrehår eller skimmelsvamp.
Sådan skelner du mellem tørre øjne og allergi
Når du skal skelne mellem tørre øjne eller allergi, er der nogle faktorer, du kan være opmærksom på.
- Varighed og tidspunkt:
Tørre øjne kan være til stede hele året, og forværres ofte hvis du befinder dig i tørre omgivelser, eller hvis du har en nedsat tåreproduktion eller ændret tåresammensætning.
Allergi er hyppigst sæsonbestemt, hvor symptomerne opstår, når pollensæsonen starter. Allergi kan dog også være til stede hele året, hvis det er helårsallergi, og vil ofte blive trigget af specifikke allergener såsom husstøvmider eller dyrehår. - Symptomer:
Symptomerne på tørre øjne er ikke med kløe, men snarere en fornemmelse af sand eller grus i øjnene. Du kan også have en sviende eller brændende fornemmelse i øjnene, ligesom du kan opleve at øjnene løber i vand eller at du har et sløret syn.
Symptomerne på allergi i øjnene er derimod med meget kløende, røde, hævede eller vandige øjne. Ofte vil symptomerne blive ledsaget af andre allergiske symptomer såsom nysen eller tilstoppet næse. - Miljøfaktorer:
Tørre øjne kan blive udløst af eksempelvis aircondition, et tørt og varmt indeklima eller længerevarende skærmarbejde.
Allergi i øjnene kan blive forværret ved udsættelse for allergener såsom pollen eller støv.
Behandlingsmuligheder
- Tørre øjne:
Du kan lindre tørre øjne ved at anvende produkter til tørre øjne. Du kan købe fugtighedsbevarende øjendråber, øjengel, øjenspray eller salve i håndkøb, der kan hjælpe med at lindre tørre, trætte og irriterede øjne.
Derudover kan det også være en god ide at holde regelmæssige pauser fra skærme og/eller øge luftfugtigheden i hjemmet. - Allergi:
Allergiske øjne kan behandles med tabletter mod allergi eller øjendråber til allergi. Både tabletter eller øjendråber kan være med til at lindre symptomerne på kløende, røde, hævede og vandige øjne. Har du kun allergiske symptomer i øjnene, vil øjendråber i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt.
Derudover er det en god ide at undgå unødvendig kontakt med allergener samt vaske øjnene med en steril saltvandsopløsning inden brug af øjendråber mod allergi.
Hvornår skal du søge hjælp?
Det kan være en god ide at søge hjælp, hvis symptomerne ikke lindres ved hjælp af håndkøbsprodukter. Har du kraftig rødme, smerter, synsforandringer eller mistanke om en underliggende sygdom, bør du straks kontakte lægen.
Få personlig rådgivning på Webapoteket
Det kan være svært at skelne mellem symptomerne på tørre øjne og allergi, idet nogle symptomer kan overlappe hinanden. Er du i tvivl, kan det være nødvendigt at kontakte lægen for at få en lægefaglig vurdering.
Har du behov for rådgivning i hvilke produkter, der kan passe bedst til dit behov, er du velkommen til at kontakte vores apoteksuddannede personale hos Webapoteket. Vi sidder klar til at besvare dine spørgsmål via telefon, chat eller mail.
Af farmakonom Pia V., februar 2025