Psoriasis
Psoriasis er en af de mest almindelige hudsygdomme. I Danmark lider omkring 125.000 mennesker af sygdommen. Psoriasis kan ikke helbredes, men holdes under kontrol med forskellige behandlinger.
Hvad er psoriasis?
Psoriasis er en autoimmun sygdom i huden, der stimulerer overproduktion af hudceller, som viser sig ved røde, fortykkede områder på huden, der er dækket af glinsende skæl.
Psoriasis kan findes på hele kroppen – er oftest af finde på albuer og knæ samt i hårbunden
Hvad kan udløse psoriasis?
Det er ikke alle, der er arveligt disponeret for psoriasis, som vil udvikle sygdommen. Interne eller eksterne faktorer eller psoriasis-'udløsere' spiller også en rolle. Eksterne faktorer omfatter mangel på sollys eller solskoldninger, hudskader som følge af konstante mekaniske påvirkninger eller indgreb i huden som f.eks. kirurgi. Interne faktorer omfatter følelsesmæssig stress, hormonelle forandringer, bestemte former for medicin og infektionssygdomme som f.eks. halsbetændelse. Men de udløsende faktorer er individuelle. Faktorer, som udløser psoriasis hos en person, har måske slet ingen betydning for en anden person.
Stress kan udløse psoriasis
Stress i bred forstand er ofte en udløsende faktor for udbrud af psoriasis. Stressens indvirkning er svær at vurdere, fordi stress er en meget personlig tilstand, og fordi forskellige grader af stress kan påvirke folk forskelligt. Ud over den stress, det giver at skulle leve dagligt med psoriasis, kan der være andre årsager som f.eks. arbejde, personlige problemer, eksamener eller et alvorligt psykisk traume.
Stress er en betydelig faktor, som kan forårsage den første opblussen af psoriasis og efterfølgende kontinuerlige udbrud.
Medicin kan udløse psoriasis
Visse former for medicin kan udløse psoriasis. Det er blandt andre:
- Litium: Anvendes til behandling af psykiske lidelser.
- Betablokkere: Anvendes almindeligvis til behandling af forhøjet blodtryk.
- Anti-malaria medicin: Klorokinfosfat. Anvendes til at behandle malaria, men også til andre sygdomme som gigt (artritis) og kronisk autoimmun sygdom.
Skader i huden og infektioner kan udløse psoriasis
Psoriasis kan opstå på områder af huden, som er blevet beskadiget eller traumatiseret, f.eks. ved vaccinationer, snitskader, hudafskrabninger, kirurgiske ar eller alvorlige solskoldninger, der alle kan udløse psoriasis hos nogle personer.
Der findes en lang række hudskader og hudlidelser, som påviseligt udløser psoriasis, f.eks.:
- Solskoldning og hudafskalning
- Barbering
- Blå mærker
- Snitsår
- Hudafskrabninger
- Tatoveringer
- Forbrændinger
- Eksem
- Vabler
- Kirurgiske ar
Infektioner kan også udløse psoriasis. Streptokokinfektioner, f.eks. halsbetændelser, har vist sig at kunne udløse psoriasis.
Lokalbehandling af psoriasis
Ved lokalbehandling påføres de aktive stoffer kun det sygdomsramte område. På den måde undgår man at påvirke den raske hud alt for meget.
Hvis mindre end 10 % af huden er sygdomsramt, vil det som oftest være nok med en lokalbehandling.
Fjernelse af skæl ved psoriasis
Hvis psoriasis skæller meget, kan det være en fordel at fjerne skællene. Her kan blandt andet anbefales en plejende creme til huden eller en særlig shampoo til behandling af hårbund med tendens til psoriasis som f.eks. Ducray Kertyol PSO shampoo.
Fed fugtighedscreme er vigtig ved psoriasis
Udover cremer med forskellige aktive stoffer er fugtighedscreme en vigtig del af behandlingen. Fugtighedscremer modvirker udtørring af huden og har således også en kløestillende effekt.
Er huden tør og skællende, anbefales en fed creme som f.eks. Faaborg HELO PSO, Locobase Psoriasis eller La Roche Posay Lipikar, som er udviklet til tør og skællende hud med tendens til psoriasis.
Mange stopper den daglige pleje af huden, når hudproblemet ikke er i en akutfase, men det er vigtigt at holde smøringen ved lige for at hindre nye udbrud.
Psoriasis i hårbunden → se mere her
Webapoteket, senest opdateret, februar 2023